Kirkens indre i 1939

"Gammeldags, harmonisk og hyggeligt" sagde en museumsmand i slutningen af 1980-erne om Frejlev Kirkes indre. Slidt og kedeligt, sagde menighedsrådet dengang.

Enhver tid vil gerne sætte sit eget præg på kirkens indretning og farver. Således voksede i 1990-erne menighedsrådets ønske om at istandsætte kirken og lave den til en levende del af nutiden, det vil sige fjerne det gammeldags og slidte, men bevare det harmoniske og hyggelige.

Arkitektfirmaet Brøgger og Nationalmuseet blev inddraget og billedkunstneren og maleren, professor Per Kirkeby (f. 1938) blev kontaktet.
Efter en del samtaler endte det med, at Per Kirkeby med hjælp fra dekorationsmaleren Erik Peitersen og den lokale malermester Jørn Ravnkilde farvesatte og malede inventaret i det middelalderlige rum. Han tilførte markante kunstneriske elementer og farver, der både præger rummet på en helt ny, tidssvarende måde, men også fremhæver kirkerummets middelalderlige karakter.

Kirkens indre siden restaureringen i slutningen af 1990'erne

Den nye farveholdning møder én allerede ved våbenhusets og kirkens indgangsdøre, som er malet grågrønne, nærmest som moseeg.
Når man træder ind i kirkerummet kommer man uvægerligt til at tænke på den opgående sol. Bænkene fra 1878 og orgelpulpituret fra 1922 er malet med en gulgylden lasurmaling, der nærmest lyser indefra. Den gule farve skaber sammenhæng og enkelhed i rummet.

Felterne på bænkegavle er malede, som om det var marmor med en blanding af sort og indigoblå og der anes et træmotiv.
Stolestadernes og orgelpulpiturets gule farve brydes af blågrønne felter, også nærmest som marmor, dekoreret med en tynd, gul streg, der antyder brud og årer, sådan som vi kender fra virkelighedens sten.

Kirken er "født" med et bjæl­ke­loft, og der er i hvert fald én bjælke (i koret) tilbage fra kirkens opførelse. Bjælkerne blev først malet med en due­blå farve, herefter en blågrøn, der delvis blev tørret af, så den lyse bund neden­under skinner igennem og over­fladen bliver levende, lige­som kirkebænkenes gule farve.

Mellem bjælkerne, på en grå farve med umbra i, er der malet en rødhvid marmorering, der løber ned fra den malede antydning korsets fod med kiler og sten og sprækker i jorden. De røde, til tider udflydende streger mod midten af rummet fortæller om det livgivende blod, der flyder fra Kristi kors. Blod, der bliver til kirkens rødder og den næring, som troen lever af.


Den gamle og ret sjældne, gotiske prædikestol fra omkring 1550 blev malet med samme gule og blågrønne farver, mens de bagved liggende felter fik en mørk, kadmiumrød farve, malet på sølv, der lyser igennem.

Ved restaureringen blev tårnrummet åbnet helt og dermed inddraget i kirkerummet, der således blev udvidet med 16 siddepladser. Her blev skabene til messehagler og gravernes grej malet og dekoreret som kirkebænkene.

Loftet i tårnrummet over det påbegyndte, men aldrig færdiggjorte hvælv har samme motiv som skibets loft, mens midterfeltet fik et stenmotiv i rødbrune farver.

Døbefonten stammer fra kirkens opførelsestid og er det ældste stykke inventar i kirken. Dens oprindelige placering er ukendt, men det er sandsynligt, at den har stået på en forhøjning nær ved kirkens indgang. Ved restaureringen i 1990-erne lavede Per Kirkeby en bronzeindpakning til den fod, som den lave døbefont står på.

Den syvarmede lysestage fik en bronzepiedestal med firdelt fod, og kirkeskibet fik et bronze ophæng. Kirkeskibet, en unavngivet, tremastet bark, blev restaureret i 1994. Skibet blev skænket til kirken i 1937 af en fru Ladegaard fra Lindholm, hvis mand havde bygget skibet. Skibets længde, excl. bovspryd, er 75 cm, og ved restaureringen fik det dets oprindelige farver tilbage.

Knæfaldet i koret er enkelt og let. Syv lodrette opstalter bærer den hesteskoformede skranke, og man hviler knæene på det funktionelt meget vellykkede knæfald i lyst læder.
Per Kirkeby udformede knæfaldet, lysestagens piedestal og kirkeskibets ophæng, såvel som vintræets knortede stamme og grene i gyldenpatineret bronze.


Før restaureringen bestod alterpartiet af et alterbord - en bemalet kasse i fyrretræ fra 1957 - og et alterbillede fra 1860. Det forestillede nadveren og var malet af F.C. Rodschou (1823-1883) i Aalborg. Alterbilledet hænger nu på skibets sydvæg.
I en årrække var dette billede erstattet af maleri af Kristus i Gethsemane, malet af Anker Lund (1840-1922), der nu hænger i tårnrummet.

Per Kirkebys oprindelige idé om et bronzemonument som udsmykning i koret blev et stort diskussionsemne i sognet, hvor man i forvejen var betænkelig ved kirkens nye farver. Dette var årsag til opstilling af flere lister ved menighedsrådsvalget i 1996. Herefter blev rækkefølgen af de planlagte arbejder lavet om, således at reparationer på bygning, tag og tårn m.m. blev gennemført først.


I den efterfølgende tid fandt man den nuværende løsning: et gyldenbronze alterbord, bestående af et gitter med 24 felter på forsiden og 12 på hver endestykke. I felterne kan man gætte sig til antydninger af figurer og handlinger, men de er ikke figurative. Alterbordet kan minde om de gamle, gyldne alterborde, vi kender, men enkelheden og renheden er meget nutidig.

I stedet for et alterbillede foreslog Per Kirkeby at hænge det gamle, katolske korbuekrucifiks over alterbordet.
Krucifikset med Kristus, Maria og Johannes, havde i katolsk tid hængt i korbuen. Det stammer angiveligt fra Lubeck. Den sidste katolske præst i Odense, Gabriel Gyldenstierne, "bortførte" en del kirkegods til broderen Knud på Store Restrup, hvorfra godset blev fordelt over de kirker, som han ejede.

Korsets nederste del var på et tidspunkt blevet afkortet, og tværbjælken med Maria og Johannes forhøjet, måske fordi man ville have et friere syn fra skibet ind i koret. I længere perioder har krucifikset også hængt på nordvæggen og sydvæggen. Krucifikset, der var restaureret for 20 år siden, fik nu en ny forgyldning af bl.a. lændeklædet og endefelterne.

Den etapeopdelte restaurering af kirken, der blev påbegyndt i 1993, blev afsluttet, da kirken den 5. september 1999 blev genåbnet af biskop Søren Lodberg Hvas.

På alterbordet står to messing­lysestager fra ca. 1625-50. 
Alterkalken i sølv stammer formentlig fra det 17. århundrede, og disken er fra samme periode. Sølvoblatæsken er af nyere dato. Alterkanden og 60 særkalke blev tegnet og udført i sterling sølv af sølvsmed Jørgen Dahlerup (f. 1930) i 1994, og forsynet med en stiliseret udgave af det keltiske kors, der findes på kirkens østgavl.

På kirkegårdens nye del blev der i 1999 indviet et monument, "Opstandelse", der på en måde fuldender Per Kirkebys arbejde med Frejlev Kirke. Læs mere om monumentet i afsnittet om Frejlev Kirkegård, klik her.

Frejlev Kirkes nye orgel

 

Det gamle orgel fra 1975 var bygget af Bruno Christensen & Sønner ApS med ét manual, pedal og 5 stemmer. 
Samme orgelbygger har i løbet af sommeren 2007 fornyet og udvidet orglet med to manualer, pedal og 9 stemmer. Orglet fik hermed flere variationsmuligheder ved ledsagelsen af sangen samt en rundere og dybere klang.
Orglets ydre er tegnet af Brøgger Arkitektfirma A/S. 

 

Orglets dispostion er: 
I. man. C - g3: 
1. Principal 8'
2. Quintatøn 8'
3. Oktav 4'
4. Spidsfløjte 2'
5. Quint 1 1/3'. 

II. man. C - g3: 
6. Gedakt 8'
7. Rørfløjte 4'
8. Principal 2'. 
Tremulant fælles for begge værker. 
Orgelpiber fremstillet af ml. 33-75% tin. 

Pedal C - f1: 
9. Subbas 16' (træpiber af mahogni).

Der er i alt 460 orgelpiber, mens der var ca. 250 i det gamle orgel. Piber fra det gamle orgel er hovedsageligt genbrugt i forbindelse med andet manual samt pedalen.
Den største pibe er af mahogni og måler 2,5 meter (Subbas 16' - C). Den mindste pibe er af tin og måler 2,5 centimeter (Principal 2' - g3).

 
Udskrevet fra Sønderholm og Frejlev Kirkers hjemmeside