Messehaglerne

Som prikken over i'et tegnede Per Kirkeby også fire nye messehagler til Frejlev Kirke. De blev færdige og taget i brug over en 2-årig periode fra påsken 2000 til pinsen 2002. Valget af motiver og farver er sket, så de harmonerer med kirkens nuværende udseende. Kostumier ved Det Kgl. Teater, Kirsten Lund, bistod Per Kirkeby med valg af stofferne og deres indfarvning. Syarbejdet blev foretaget af Selskabet for kirkelig Kunst, og motiverne blev broderet af Berthe Bramsen, der blev uddannet som brodeuse i Paris i 1979-81.


Messehaglerne bruges ved højmessens altergang.Nedenstående tekster stammer fra Lars Morells lille bog om Frejlev Kirkes messehagler og glasvinduer (se Kilder og bøger):

Den hvide messehagel (festmessehaglen, der anvendes på kirkens store festdage og ugerne efter påske)
Forsidens motiv er en stub, der strækker sine rødder ud i et mennesketomt landskab. Den er tegnet på en måde, man kan kalde manieret: lidt kunstigt og stiliseret.
Bagsidens rødbrune broderier forestiller bjergplateauer set oppefra med stejle kanter. Mellem dem ligger firkantede klippeblokke. Tilsammen danner de stejle skrænter et indviklet mønster.

Den violette messehagel (anvendes i adventstiden og i fastetiden)
På forsidens bryst er der riet en applikation fast, hvis motiv er en gren, der ensomt svæver gennem universet.
På bagsiden er der endnu en applikation med en gren i universet, og forneden er det samme motiv broderet direkte på messehaglen. Grenene deler sig altid i den ene ende.

Den grønne messehagel (anvendes uden for de store kirkefester, bruges derfor mest)
På forsiden er der anbragt en applikation på brystet, hvor der er broderet et bjergplateau - fladt på toppen og med stejle sider, præcis som på bagsiden af den hvide messehagel.
Bagsiden viser er stor applikation med et stejlt bjerg med en serpentinevej, der snor sig op langs skrænten. Forneden er der på selve messehaglen broderet endnu en smal bjergvej.

Den røde messehagel (anvendes kun tre gange om året: i pinsen og 2. juledag)
På tværs hen over forsidens bryst er der broderet en stor træstamme, hvor man tydeligt kan se tegningen i barken. Midterstykket er udformet som en bjælke med synlige årer.
Forneden på bagsiden ligger en skriftrulle, lidt sammenrullet i enderne, af en slags som også kendes fra mange kirkeudsmykninger. Lodret er der broderet løbende gyldne dråber, måske tårer.

Sognepræst Ole Volfing skrev i kirkebladet i juni 2000, da den første (den hvide) messehagel var taget i brug:
Kirkeårets rytme har ikke kun fundet sit udtryk gennem de forskellige bibelske tekster, men også i messehaglernes liturgiske farver, der symboliserer kirkeårets rytme og helligdage. Farverne har stort set siden middelalderen været de samme:


Hvid (der symboliserer lys, glæde og renhed) bruges til de store fester, især i hele påsketiden indtil pinse. Rød (der symboliserer både ild og kærlighed) bruges til Langfredag, martyrdagene og pinse. Violet (der symboliserer længsel og bod) bruges i advents- og fastetiden i forberedelsen til de store højtider. Grøn (der symboliserer liv og håb) bruges i helligtrekongers- og trinitatistiden.
(..)


Selve ordet "messe" betyder forenklet sagt en kristen gudstjeneste med altergang. Ordet "messe" stammer fra det latinske missa, der betyder bortsendelse og betegnede i oldkirken den del af gudstjenesten, der fulgte efter de ikke døbtes (katekumenernes) bortsendelse. For det var kun de døbte, der kunne deltage i altergangen ud fra den teologiske betragtning, at kun når dåbens sakramente var modtaget, kunne man få del i nadverens sakramente.


Mellem præstekjolen og messehaglen bærer præsten en løsthængende hvid kjortel: albaen eller messeskjorten. Den er tegnet på renhed og skiller det syndige menneske fra messehaglen, der er det synlige ydre tegn på forrettelsen af den hellige handling.

 
Udskrevet fra Sønderholm og Frejlev Kirkers hjemmeside