Juniorspaghettigudstjeneste - Halloween

Tirsdag 31. oktober i Frejlev Kirke kl. 17.00 

En hårrejsende gudstjeneste for modige drenge og piger. Så lad blebørnene blive hjemme, når kirken bliver hjemsøgt af spøgelser, hekse, kryb og flagermus. Medbring nerver af stål og en skræmmende uhyggelig udklædning.

Efter gudstjenesten er der bloddryppende mad. Det er gratis at deltage og kræver ingen forhåndstilmelding. 

Alle Helgen søndag 5. november

Frejlev Kirke kl. 16.30

Sønderholm Kirke kl. 19.30

I gudstjenesterne tager vi os tid til at mindes vore døde. Alle Helgens dag har eksisteret langt tilbage i kirkens historie. Gennem mange år har det været en dag, hvor man mindes og beder for de afdøde. Det vil gudstjenesten bære præg af. Bl.a. vil navnene på de afdøde fra det sidste år, blive læst op. Vi vil synge nogle af de gode, dybsindige salmer, som vi gerne bruger ved begravelser. Desuden vil vores kirkesanger og organist med deres musikalitet være med til at præge gudstjenesten på en smuk måde.

Efter gudstjenesten vil der blive tid til at gå på kirkegården og tænde lys. 

Sangaften med Jacob Vestager Tybjerg

Tirsdag 7. november kl. 19.30 i Frejlev Kirkecenter

Jacob Vestager Tybjerg er lærer på Uldum Højskole og har gennem de sidste mange år holdt rigtig mange foredrag om musik og sang. Aftenen tager udgangspunkt i Højskolesangbogen – Danmarks måske mest elskede sangbog! Højskolesangbogen er et helt unikt stykke dansk kulturhistorie. Bogen lever for alvor, når den synges i store fællesskaber, og få kan som Jacob Tybjerg sætte gang i sangen, så man virkelig kan mærke fællessangens kraft og magi. Der er fart over feltet, gode og muntre historier undervejs, og stort set alle klaverets tangenter og deltagernes stemmebånd bliver brugt, når Jacob får ansvaret for en sangaften. 

»Lillys Danmarkshistorie« Foredrag af Pia Fris Laneth

Torsdag 30. november kl. 19.30 i Sønderholm Sognegård

Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie. Fire generationers hverdag, fødsler og død, drømme og bristede illusioner, tro og skiftende moral – almindelige mennesker i centrum, koblet til de store politiske begivenheder i Danmark.

Det bliver en skildring af et Danmark i forandring fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, hvor vi ser vore bedsteforældre, forældre, og os selv i en større sammenhæng.

Pia Fris Laneth er forfatter, journalist og fortæller. Hun blev landskendt for bogen »Lillys Danmarks historie« fra 2006 og modtog LO’s kulturpris og KRAKA-prisen for denne levende fortælling. Folketeatret har dramatiseret bogen. Pia Fris Laneths seneste bog »1915 – da kvinderne og tyende blev borgere« fik Weekendavisens litteraturpris.

Spaghettigudstjeneste

Torsdag 23. november i Sønderholm Kirke kl. 17.00

- Med en god historie fra præstens kæmpebibel 

Sjælesorg på Nettet

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen. Sjælesorg er en gratis fortrolig samtale med en præst. På sjælesorg.nu kan du chatte over nettet med en præst om eksistentielle temaer, tab, sorg, mobning, kærlighed, om tvivl og tro. Eller om brud efter skilsmisse, ensomhed, præstations- og eksamensangst eller følelsen af ikke at være god nok eller svære personlige valg.  

Sjælesorg er omsorg for sjælen, og det er en mulighed for at chatte med et andet menneske om lige præcis det, som du går og tumler med. Præsten er en erfaren samtalepartner, et medmenneske som lytter, trøster og tager dig alvorligt.

Du behøver ikke være medlem af folkekirken, kristen, eller tro på Gud for at tale med en præst på sjaelesorg.nu enten gennem chat eller samtale fra smartphone, iPad eller computer.

Chatten kan tilgås fra venstremenuen her på siden og er åben: Mandag - torsdag Kl. 13.00 - 17.00 & 19.00 - 22.30.

 
Udskrevet fra Sønderholm og Frejlev Kirkers hjemmeside