I efteråret 2012 er der valg til menighedsrådene. Går det, som det plejer, kommer folk ikke til at stå i kø, hverken for selv at stille op og tage del i det lokale kirkelige arbejde, eller for at afgive stemme ved valget. Hvad gør vi ved den manglende folkelige opbakning og det demokratiske underskud? Og hvad betyder tingenes tilstand for forholdet mellem kirke og stat - især hvis en skilsmisse er under opsejling? Spørgsmålene er særdeles relevante.
Derfor har menighedsrådene inviteret Niels Højlund, en af Danmarks fremmeste foredragsholdere og samfundsdebattører, og bedt ham komme med sit bud på folkekirkens tilstand her og nu. Hvor er den på vej hen, og hvad er der i vente?
Som forfatter, tidligere præst og højskoleforstander er Niels Højlund kendt fra mangfoldige sammenhænge. Måske de fleste husker ham bedst fra debatprogrammet Højlunds Forsamlingshus på TV 2, hvor han blev landskendt som en ilter og vedholdende samfundsdebattør. Han er stadig sig selv og værd at høre på!