Søndagshilsen 4. søndag efter påske – af Jørn Skøtt Andersen

»Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple …

Sådan lyder det fra Jesus denne søndag, hvor vores kirker skulle have været fyldt med forventningsfulde og glade konfirmander og deres familier. Sådan blev det desværre ikke. Konfirmationerne er af indlysende grunde udskudt til sidst i august. Der mangler glæde i landskabet; festklædte mennesker, der ler, skinnende biler og motorcykler, pyntede heste, flag langs vejen. Der mangler lethed og ubekymrethed.

Men havde det alt sammen været, som det plejer, ville jeg måske have indledt min prædiken sådan her:

Kære konfirmander, kære menighed!
Så langt og så godt. Og nu ikke særligt længe til … førend I konfirmander springer eller hopper ud af kirkedøren som forårskåde køer, der lukkes på græs, ud i solskinnet og alt det grønne,
glade, forventningsfulde og en smule nervøse over al den virak og tumult i dag.

Og jeg ville måske have misbrugt én af vores fineste digtere, nemlig Klaus Rifbjerg, og fortsat:

Men for ca. 13 år siden var I ikke meget andet end en fosterfisk, en lille gummiand med gæller under jeres mors hjerte. I var en grønært – en haletudse – en sommerfuglelarve. Men I var temmelig moderne, for I levede skam i et to-i-éen-system, let og praktisk, for jeres mor var en dame med indbygget barn. I var borgere i hendes maves trygge land med egen privat have og liggestol og med udsigt til vi andres verden gennem hendes navle.
Og så blev I født, og verden har ikke været den samme siden! Bare spørg dem, I har med i kirke i dag.

Og dem skulle der jo så gerne have været mange af på bænkene, sådan at jeg videre kunne sige:

For her sidder alle dem, der har fulgt jer fra dengang I var nogle små, ledløse og tandløse pjok. Dengang I ikke var andet end en rullepølse på gulvet, men – som jeres lidenhed til trods – alligevel formåede at tænde de største smil. For jo, det var rigtig nok: Det vár jer. Líge præcis jer! Og íngen som helst andre!
I var “en fager ny verden” midt i den gamle; små, fine og sårbare, men praktiske nok, for I fungerede skam fint; I kunne både sutte og græde, tisse og lave. Og uanset hvad, I lavede, skinnede jeres forældre som julestjerner og klappede i deres hænder af begejstring. Siden skulle der lidt mere til, og de løjerligste lerfigurer og de særeste stregtegninger så dagens lys; det krævede indsigt at vide, hvad de forestillede, men at det var stor kunst, var man ikke i tvivl om; så mange jublende bedsteforældre kan selvfølgelig ikke tage fejl.

Og så ville jeg have set ned på de kære konfirmander:

Og nu sidder I så dér – og kán så utrolig meget mere!
Mange af jer blev for 13 år siden båret ind i kirken og båret ud, for der var ikke andre måder at komme frem på, der måtte svares for jer, fordi I intet fornuftigt havde at sige, og måske – jeg ved det ikke – sov og savlede I jer endda igennem det hele.
Selvom forskellen til i dag nok kan synes så tydelig – I går selv ind og ud, – I kan godt selv svare for jer, – og I har lært at undertrykke den værste gaben og holde på mundvandet i al anstændighed, – selvom forskellen til i dag kan synes så tydelig, ja, så får I alligevel ikke andet med herfra end dét, I fik dengang: I får Guds velsignelse.
Denne mærkelige gestus med at præsten lægger sin hånd på jeres hoveder. Det skete dengang, I blev døbt, og det sker om lidt igen. Men modsat dengang bliver I i dag måske lidt forlegne og nervøse, fordi en sådan berøring er så fremmed og helt anderledes end en almindelig omfavnelse eller et knus. (Og fordi den jo da vist også truer med at ødelægge frisuren.)

Selvfølgelig ville jeg så have sagt endnu mere, for der er jo så meget. Men i grunden handler konfirmationen ikke om andet end dét; nemlig at modtage Guds velsignelse – hans tilsagn, hans løfte – endnu engang. Men nu altså på et tidspunkt i et ungt menneskes liv, hvor det kan være sundt og nødvendigt at blive mindet om det: “Jeg er med dig alle dage”, betyder det, og dét “lige indtil verdens ende, uanset hvad der overgår dig, uanset hvor meget eller lidt du kan eller ikke kan, uanset dine evner til at gøre godt eller ikke gøre det, uanset størrelsen på dine karakterer og din bankbog og arten af dine bedrifter, uanset størrelsen på din tro eller vantro, dit mod eller din fejhed.”
At blive konfirmeret handler om at tage imod Guds udstrakte hånd og så gå ind i det rige, der er hans. Ikke et nyt rige, der er forskellig fra det, vi kender sådan i al almindelighed, men et rige, der er større end det, vi kender sådan i al almindelighed. Hvor vi ser denne verden bedre end før, med en større forståelse og mere barmhjertigt. Hvor alt, hvad der synes småt, bliver stort. Hvor alt, hvad der tager sig svagt ud, gøres vigtigt og betydningsfuldt. Hvor der er mere at håbe på, end hvad øjet nogen gange ser.

Det ville være godt at kunne få dét sagt og så endda på denne søndag, hvor evangeliet vel i bund og grund også er en invitation og i hvert fald en opfordring til “at blive i Guds ord”. Som om disse ord er et sted eller et landskab eller et rige, man kan færdes og opholde sig i, leve og ånde i som menneske sammen med andre mennesker; som discipel.

Men ak, sådan skulle det ikke være. Talen til konfirmanderne må vente til bedre tider. Men de kommer så også. Og sikke en fest det bliver.

Jørn Skøtt Andersen