DU ER IKKE ALENE – EN HILSEN PÅ 5. SØNDAG EFTER PÅSKE – af Lotte Lyngby

På trappen op til Frejlev Kirkecenter ligger der for tiden de fineste hilsener og venter på den, der måtte komme den vej forbi. Det er nogle store sten, malet FDF-blå, og med ord skrevet på. Jeg ved ikke, hvem der har lagt dem, men jeg gætter på, at de er et led i at være FDF på afstand, ligesom så meget andet der de sidste mange uger har skullet foregå på afstand og på en anderledes måde, end det plejer. ”Du er ikke alene” står der med store bogstaver på en af stenene. Sikke da en dejlig hilsen at blive mødt med: ”Du er ikke alene!”.
Alene kan man ellers godt føle sig. Ikke mindst når man kommer den vej forbi, hvor stenen med budskabet er blevet lagt, for vejen til kirkegården i Frejlev går lige forbi stenen der på trappen. På kirkegården kommer vi, fordi nogen, der fyldte i vores liv, er blevet taget fra os. Intet sted er vores alenehed måske mere tydelig, end når man står foran en gravsten, som bærer et elsket navn, og man i krop og sjæl mærker, hvor meget den anden mangler.
Nogen af os har de sidste to måneder været meget mere alene, end vi måske nogensinde før har prøvet at være. Al den aktivitet, der plejer at fylde vores dage og udfylde vores tid, har været indstillet, og de steder, hvor vi plejer at møde hinanden har været lukket ned. Det er ikke mærkeligt, om de af os, der bærer på sorg og savn, har mærket tomrummet efter den døde endnu mere stærkt i de måneder, som vi netop har lagt bag os. Der kan være meget tomt i en stue, der hvor nogen mangler, og det kun er os selv, som er til stede.
Det er ikke kun døden, der kan gøre os alene. Alene kan man opleve sig også midt i livets vrimmel. Ja, selv når vi har nogen at være sammen med, kan vi føle os alene. Man kan let komme til at tro, at man er alene om at føle sig alene. Det ser måske ud som om, at alle andre har det som fisk i vandet og boltrer sig i fællesskab og nærvær og samhørighed, mens man selv bærer på en tung fornemmelse af at være anderledes, forkert og alene. Men jeg tror, at erfaringen af at være alene er en erfaring, som rigtig mange af os gør os før eller siden. Ja, jeg tror, at selv dem, som ser ud til at have flest venner og flest mennesker i deres liv, inderst inde kender til at føle sig alene. For det at være alene er et grundvilkår ved at være menneske. Vi kan gøre meget for at nå hinanden og mærke hinanden og være hinanden nær, men inderst inde eller dybest nede er der et sted i os, hvor vi kun er os selv. Et sted, som vi ikke kan komme nær hos hinanden. Et sted, hvor vi virkelig er alene.
Måske er følelsen af at være alene blevet forstærket dette forår, hvor så meget har været anderledes. Vi har været mere overladt til os selv, end vi plejer, og i stilheden i vores eget selskab, kan erfaringen af at være alene få plads og komme til. Erfaringen af alenehed har gode betingelser i en coronatid. Derfor skal den FDF’er, der har gjort sig den umage at male en sten og lægge den ved Kirkecenteret have stor tak. ”Du er ikke alene”, står der som sagt på stenen, og de ord er en prædiken til os her på femte søndag efter påske. For samtidig med, at det er et vilkår for os, at vi dybest set er alene, så bryder Gud ind i vores liv som et modvilkår og siger til os: ”Du er hele tiden sammen med mig”.
Jeg tror, at det eneste, der kan rumme og favne og lindre den dybeste alenehed i os er det, der har med Gud at gøre. Gud er Ånd, kærlighed, nærvær, kraft og styrke, og som sådan er Gud os nær i det, der er vores sjæl, vores hjerte eller hvad vi nu kalder det sted i os, hvor vi er allermest os selv. Den Gud, som Jesus siger, at vi må kalde ”far”, han er som Ånd og nærvær til stede i os og hos os. Det er i bønnen og tilliden til ham, at det kan forundes os, at vores oplevelse af dyb alenehed kan opløses for en stund.
”Du er ikke alene”, står der på stenen på trappen. Jeg hører det som Guds egne ord til os, og som et løfte til os om, at han vil være os nær i dag og lige nu og i alt det, som måtte komme. I de ord fra Bibelen, der skulle have været læst for os i kirken i dag, hører vi Jesus bede til Gud, og det er os, menneskene, som Jesus beder for. Han siger: ”Jeg beder for dem, far, hold dem fast, for at de kan være ét, ligesom vi er”. Det er dér, vi befinder os i dag, du og jeg. Vi befinder os i Jesu forbøn for os. Han beder Gud om at holde os fast. Ja, han beder Gud om at holde os så fast, at vores alenehed opløses, og vi bliver ét med hinanden og med Gud og med Guds søn.
Det er ikke sådan at forstå og få hold på. Og det behøver vi måske heller ikke. Vi kan måske godt nøjes med stenen på trappen ved Kirkecenteret og lade den være summen af det, som Jesus beder sin far om at give os: ”Du er ikke alene”, står der på stenen. Gud er sammen med dig. Også – og måske især – dér, hvor du er allermest alene. Du er ikke alene, når du er alene. Så paradoksalt er det med Gud og os. Alenehed er et vilkår. Guds nærvær er et modvilkår. Må det give os mod og kræfter til at bære aleneheden og holde den ud. Gud er sammen med os. Han holder os fast, sådan som Jesus beder ham om at gøre det.

I morgen åbner kirkerne i Danmark igen. Vi skal ikke længere nøjes med gudstjenester på skærm og radio og prædikener, der læses på afstand. På torsdag på Kristi Himmelfarts dag fejrer vi igen rigtige gudstjenester i Frejlev og i Sønderholm. Vi ved endnu ikke helt, hvordan det kommer til at foregå, vi mangler endnu at få myndighedernes retningslinjer i hænde, så hold øje med hjemmesiden her. Vi skal nok bringe nærmere budskab om Kristi Himmelfartsgudstjenesterne, så snart vi kan.
Vi glæder os til at se jer! Hjerteligt velkomne skal I være! Der bliver gudstjeneste både i Frejlev og i Sønderholm på den første helligdag, hvor kirken er åben igen. Vi giver stadig ikke hånd. Vi holder afstand og passer på hinanden – men det største smil, det skal I få. Det bliver godt at få lov at holde gudstjeneste sammen igen. Og hvem ved, måske ligger stenen stadig på trappen i Frejlev, når det bliver Kristi Himmelfarts dag, og kirkeklokken ringer til gudstjeneste. Du er ikke alene. Må det håb og det løfte give dig mod og trøst.

Lotte Lyngby, sognepræst i Sønderholm og Frejlev