Læs om den nye vejledning her – om korte gudstjenester og ingen sang

Det er regeringens og sundhedsmyndighedernes vurdering, at folkekirken fortsat kan være åben og holde korte gudstjenester samt kirkelige handlinger, men under skærpede krav. Gudstjenester, bisættelser, begravelser, vielser og dåb skal være uden fællessang, og de må kun vare en halv time. Vi vil gøre os umage med, at det bliver fint og højtideligt alligevel.

Ny vejledning: Korte gudstjenester og ingen sang | aalborgstift.dk

Gudstjenester i Sønderholm-Frejlev søndag 24. januar (v. JSA) Frejlev Kirke kl. 9.30 og Sønderholm Kirke kl. 11.00

Gudstjenester i Sønderholm-Frejlev

Søndag 24. januar (v. JSA)

Frejlev Kirke kl. 9.30

Sønderholm Kirke kl. 11.00

P.g.a. coronarestriktionerne vil gudstjenesterne være kraftigt beskåret.

De varer ca. 30 min., er uden fællessang og altergang

og pladserne er begrænsede.

 

 

Aflysning: Filmaften i Sønderholm Sognegård onsdag 20. januar kl. 19.00

Filmaften 20. februar er desværre aflyst, idet mange af kirkens aktiviteter er sat i bero, ligesom i det omgivende samfund.

Film skal stadigvæk og helst ses sammen med andre. Så Filmaften må vente indtil vi må være sammen med hinanden igen!

Indtil da må vi passe godt på hinanden.

På vegne af

Aktivitetsudvalget

VELKOMMEN TIL GUDSTJENESTE IGEN

Fra på søndag må vi igen holde gudstjeneste i Folkekirken. Det er vi glade for. Grundet coronarestriktionerne vil gudstjenesten de næste to søndage være uden fællessang og altergang. Der vil være orgelmusik og solosang og mulighed for at nynne med på vers fra en salme eller to. Velkommen skal I være på søndag i Frejlev kl. 9.30 og i Sønderholm kl. 11.00.  I Sønderholm vil gudstjenesten bære præg af, at der er dåb.
Venlig hilsen Jørn Skøt Andersen og Lotte Lyngby

En julehilsen på Helligtrekongers søndag

Og ja, det ér en julehilsen, der skal lyde herfra!

For havde kirken været åben på normal vis, skulle vi i dag have lyttet til evangelisten Matthæus’ udgave af juleevangeliet. Her er det dog kong Herodes, der bliver sat på plads, og ikke – som juleaften – kejser Augustus. Ligesom det er her vi får stjernen og vismændene med ind over og ikke må nøjes med krybben i stalden og englene. Og hvor også julegaverne introduceres, hvad der som bekendt er vokset en hel del glæde ud af sidenhen, især hos børnene.

 

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong He­rodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sam­menkaldte alle ypperstepræsterne og fol­kets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kris­tus skulle fødes. De svarede ham: »I Bet­lehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

›Du, Betlehem i Judas land,

du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.

Fra dig skal der udgå en hersker,

som skal vogte mit folk, Israel.‹«

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjer­nen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar ga­ver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

                                                                                                                                                                                                                                                                       Matthæus-evangeliet 2,1-12

 

“Glædelig jul!”, siger vi den 24. december. Det kan vi sagtens sige lidt endnu. Det ér først på helligtrekongers dag, på onsdag den 6. januar, vi bærer julen ud. Juleglæden varer – mindst – 12 dage!

 

Alligevel vil de fleste nok mene, at vismændene i Mathæus’ juleevangelium har det tilfælles med min julehilsen, at vi begge er sådan lidt sent ude. For ligesom vismændene kom for sent til stalden i Betlehem – fordi de simpelthen gik forkert og tog fejl af adressen – sådan kan en julehilsen på denne søndag virke lidt malplaceret, når nu de fleste derhjemme i stuerne allerede har pakket englene og julestjernen i kasser og bortskaffet juletræet og især alle grannålene. Og ærlig talt: Trænger vi ikke også til at komme videre fra dette skæve år og denne skæve jul? For blev det overhovedet jul i år?

 

De fleste ældre, jeg har talt med – over telefonen forstås – mener det ikke. Ikke rigtigt. Der manglede noget.

Og det var bestemt ikke gaverne, de tænkte på. Det var andre mennesker; det var fællesskaberne omkring bordet og juletræet; det var sangen. Og selvom det meste er blevet præsenteret for os i allerfineste indpakning på TV og sociale medier – og dét på den smukkeste og mest ihærdige vis – ja, så ér det stadig begrænset, hvor meget juleglæde, andeduft eller andagt, der kan komme ud af en skærm, den være sig aldrig så stor. For foran skærmen er det så alt for nemt at lade sig distrahere af kaffekoppen og katten, mobiltelefonen og Trump. Ligesom det jo også kan være noget af en udfordring “at synge hver for sig”, og ikke få lejlighed til at kunne gemme sin egen stemme bare lidt i de andres.

Sangen og juleglæden skal helst deles med nogen. Det er vel også derfor, vi i hvert fald denne ene gang om året holder så sejt fast i, at ingen skal sidde alene juleaften, og at vi er så stædigt enige om at mødes i juledagene; også med de familiemedlemmer, vi har et lidt anstrengt forhold til. For julen er en fest for alle, “for hele folket”, som evangelisten Lukas udtrykker det. Og det har været lidt svært at mærke i år.

 

Og hvad der i hvert fald også har manglet ifølge præsten, er julegudstjenesterne. For uden at kunne mødes i kirken i juletiden bliver det alt sammen derhjemme foran skærmen lige fladt nok. Og måske også anstrengende nok. Og der ér bare ting, der lyder bedre i kirkerummet end udenfor, og som ikke kan overføres til en skærm. Der ér ord, der er så store, at de kræver store rum at lyde i.

Og det gælder i hvert fald for juleevangeliet. Hvor vores almindelige, smålurvede og coronatrætte liv i en kort stund mødes og omfavnes af det meste fantastiske budskab. Nemlig, at det var som et almindeligt menneskebarn, Gud kom til verden i drengen fra Nazareth! At det guddomme­lige kom og forblev i det helt almindelige. Tog det på sig og tog form af det. Udlevede det og dét helt til enden. Sådan at vi kan forblive dem, vi er: almindelige dødelige, smålurvede og coronatrætte mennesker OG være Guds elskede, hellige og udvalgte. På samme tid. Og intet mindre. Det er dét, vi fejrer juleaften og igen til Helligtrekonger.

 

Gudstjenesten i kirkerummet er stadig det sted, hvor mødet mellem Gud og menneske, mellem himmel og jord, finder sit bedste udtryk. Og derfor er den hvide bygning med sin døbefont og sit alterbord også et ganske særligt og meget anderledes hus. Og dog ligger det lige midt i sognet, ud til vejen, synlig for enhver og åben for enhver. Og når vi har været der og er gået ud derfra igen, ja, så går vi lige ud i det almin­delig liv; vi går måske omkring købman­den hjem, eller husker julekortet, der skal i postkassen, (hvis vi ellers kan finde én). Vi gør det helt alminde­lige, selv om vi lige har hørt og set, at vi er noget særligt. Vi bevæger os hjemmevante ud og rundt i verden, selv om – eller er det fordi? – vi lige har hørt, at vi har hjemme hos Gud.

Begge verdener – eller (med et gammelt udtryk) begge hjemsteder – er vores. Og lever vi uden Gud, ja, så risikerer vi at knække ryggen under byr­den af det ansvar, vi så må påtage os for alting, både juleglæden derhjemme og coronaen omkring os, li­vets uforståelighed i al almindelighed og skæbnens vanvid.

*

Julen er en fest for alle, “for hele folket”, men det har været lidt svært at mærke i år.

Måske var det også dét, dronning Margrethe havde fornemmet, da hun fik os alle til at kigge op en ekstra gang ved afslutningen på sin nytårstale. Hun nøjedes nemlig ikke med det vanlige og lidt mere afmålte “Gud bevare Danmark”, for inden dét lød, løftede hun i år blikket og så os alle ind i øjnene og talte i direkte form: “Gud bevare jer alle sammen!”

Og lige dér og lige i dét øjeblik sprængte skærmen så måske alligevel næsten sine grænser, og vi blev alle troende mennesker.

 

Det er sådan noget kun en dronning Margrethe kan slippe afsted med, var der en journalist, der sagde, lettere røstet over at opdage, at dronningen ligefrem så ud til at mene det; må Gud bevare jer alle sammen. Men det kan dronning Margrethe nu godt “slippe afsted med”, for det kan man altid med en bøn, hvad enten man er dronning, journalist eller coronatrist præst: Må Gud bevare jer alle sammen!

Glædelig jul!

Jørn Skøtt Andersen, Sognepræst

Helligtrekongerslys 

er en gammel tradition til markering af, at juletiden er til ende.                                                                            Det tændes Helligtrekongersaften den. 5. januar.                                                                                              Lyset har tre arme, én for hver af de hellige tre konger; det har form som en fork.                                       Når lysene er brændt ned, til dér hvor armene mødes, er juletiden ovre.                                               Tidligere var det skik at indstøbe en smule krudt,                                                                                                  så der lød et lille knald som en effektfuld markering af julens afslutning.                                                  Ifølge traditionen fejres Helligtrekongersaften med grød og klipfisk.