Indsættelse af Michelle Holst ved Sønderholm og Frejlev kirker
I går, søndag d. 10. maj ved højmessen, blev den længe ventede indsættelse af sognets nye præst en realitet.
I en fyldt Frejlev Kirke blev Michelle Holst indsat ved provst Anna Døssing Gunnertoft. Provsten læste brevet fra biskoppen op, som bekræfter ansættelsen, og derefter bød hun Michelle velkommen med en fin og personlig tale.
Herefter fortsatte vores nye præst gudstjenesten med prædiken og nadver.
Bagefter blev der budt på frokost i kirkecentret. Menighedsrådsformand Mads Sølver holdt en tale, der bød Michelle velkommen og det samme gjorde sognepræst Jørn Skøtt Andersen. Michelle Holst sluttede af med at takke for ansættelsen og den gode modtagelse.





