Sønderholm Kirkegårds historie

Kirkegården er omgivet af et stendige, der utvivlsomt er meget gammelt. Igennem tiderne hører man ustandselig klager over digets meget ringe tilstand, og dets nuværende udseende skyldes omsætningen i nyere tid. Stenene må dog for størstepartens vedkommende være de samme, og blandt dem ses flere kværnsten fra oldtiden.

Kirkegårdens hovedindgang med port har sikkert altid været mod nord, mens en nu forsvunden kirkesti fra Tostrup endte ved den søndre låge. Omkring lågen til præstegården er der bevaret en smuk gammel portal.

Fra kirkegårdens indgange gik der stier hen til kirken. De skulle midt i forrige århundrede holdes fri for græs og gruses, men ellers groede græsset omtrent frit overalt. Hist og her i græsset stod der simple gravminder af træ. Ved 1800-tallets midte begyndte de første gravminder af mere varigt materiale som sandsten og senere støbejern at dukke op, men det var først i løbet af den følgende tid, at egentlige gravsten blev almindelige.

I 1861 blev det ved lov påbudt, at græsset på kirkegårde skulle slås, inden det blev langstrået. I 1915 fik Sønderholm et nyt kirkegårdsreglement, der fastslog, at græsset skulle slås mindst to gange årligt, første gang i juni. Græsset har altså været temmelig langt efter nutidens smag, men først fra 1939 gik man over til at slå det jævnligt i løbet af sommeren.

Siden slutningen af 1800-årene var der kommet enkelte nye gange til. I 1916 besluttede man at regulere kirkegården, og i 1919 blev der anskaffet nummerpæle til markering af de enkelte grave. Endelig i foråret 1922 blev der anlagt et stort antal nye gange efter en samlet plan, og grundlaget var nu lagt for den udvikling, der efterhånden skulle gøre kirkegården til det, vi kender i dag. Den seneste renovering af hække m.m. blev gennemført inden for de seneste år.

(Fra Viggo Petersens hæfte om Sønderholm Kirke)

 
Udskrevet fra Sønderholm og Frejlev Kirkers hjemmeside