Søndagshilsen
– i en corona-tid

Vi er stadig midt i det. Desværre! Corona-livet. Som minder om ikke-liv.
Hvor vi – så mærkeligt – hjælper hinanden bedst ved at holde afstand, holde os for os selv og holde hænderne rene; ved ikke at omfavne, ved ikke at være sammen og ved at passe os selv. Det er livet lige nu – og det er ikke rigtig noget liv.
Så hvis vi lærer noget lige nu, så er det, hvad ikke-liv er for noget.

Havde der været gudstjeneste i dag, skulle vi have sunget lovsange – og advents- og julesalmer.
For det er Mariæ Bebudelsesdag. Hvor en engel bebuder, at jomfru Maria er blevet gravid og skal føde den Højestes Søn, Guds Søn. Og det vil ske, som også videnskaben jo foreskriver, om 9 mdr. – den 24. december – eller i hvert fald deromkring.
Og denne fortælling kommer så meget passende til os fra den selvsamme evangelist, der til den tid vil indlede sit juleevangelium med ordene om, at ”det skete i de dage … osv.”.
Men hos ham – Lukas, hedder han – og hos hans forfatterkollega, Matthæus – er der desværre gået jomfru i deres fortællinger. Så meget, at man helt glemmer, at ingen andre af de nytestamentlige forfat¬tere er det mindste optaget af Marias mø¬dom, ja, at Maria i det hele taget faktisk spiller en ret tilbagetrukket rolle i Det nye Testa¬mente overhovedet.
Men da den seksuelle sans jo altid har været lettere at pirre end f.eks. den poetiske, så har Marias jomfruelig¬hed fået en plads, den ærlig talt ikke fortjener. For det store ved Maria er ikke hendes renhed eller uberørt¬hed, men det modsatte, nemlig hendes villighed til at lade sig berøre, besmudse og besmitte.

For uberørt kan man jo være i mere end seksuel henseende. Ja, at være ube¬rørt er vel i virkeligheden ikke noget særlig positivt begreb. Tænk at være uberørt af livet, af andre mennesker, deres glæder eller sorger eller sygdomme. Alligevel kender vi alle til at lade os friste af det – til at gemme os væk, grave os ned, så ingen kan nå os og røre ved os. Vi fristes til at vælge uberørtheden, at blive uden for livet, holde livet på afstand. Til ikke at risikere noget og bare nøjes med det bekvemme, overkommelige og vel¬kendte.
Det store ved Maria er ikke hendes ren¬hed eller uberørthed – hendes jomfruelighed. Det store ved Maria er hendes villighed til at lade sig be¬røre, besmudse og besmitte.

Og derfor skal vi selvfølgelig også – lige¬som Maria – lade os berøre, besmudse og besmitte. Men det er blevet svært, for en virus er kommet imellem os, og den er farlig. Den gør mennesker syge, men også bange; bange for hinanden og for fremtiden. Og angst er der ikke meget liv i.
Så mens vi putter os og venter på at kunne smudse os godt og grundigt til, må vi gøre, hvad vi kan. Mens virussen raser må vi på afstand vinke hjerter varme og skrive håb og glæde frem gennem sms’er og mails; vi må kime enhvers ensomhed ned over telefonen og med et kærligt og omsorgsfuldt blik holde enhver panik på plads. For der findes stadig gode måder at blive smittet på.
Mariæ Bebudelsesdag minder os om, at Gud ikke ønsker sig jomfruer. Men også, at der er for lidt liv i et corona-liv.