De adelige begravelser

Sønderholm Kirkes adelige begravelser - og en heks!

Den århundredlange tilknytning til herregården Store Restrup - fra middelalderen til midt i 1800-tallet - har sat sit store præg på Sønderholm Kirke.

Mens sognebørnene blev begravet på kirkegården og med tiden blev gemt og glemt, var det vigtigt for herremændene at sætte nogle varige minder inden for kirkens hellige rum. 

Tilføjelser af udsmykninger, inventar og tilbygninger til kirken var måder, hvorpå man kunne vise egen herlighed og kærlighed - til Vorherre, men også til slægten.
Men det vigtigste var at blive begravet inde i kirken. Det var herremændenes ret, og de mest velhavende af dem satte flotte, varige gravminder for sig selv og slægtningene. Adskillige adelsslægter kom til at eje Restrup, de mest kendte er Gyldenstierne, Lindenow og Lewetzau.

Gyldenstiernerne
Under kirkens høje kor var der indtil 1884 en hvælvet gravkælder. Måske var den gravet efter 1450 i forbindelse med etableringen af kirkens hvælv, men den kan også været blevet etableret i Gabriel Gyldenstiernes (død 1555) tid.

Gabriel Gyldenstiernes kiste blev bisat i gravkælderen, hvorefter hans enkeKirsten Friis fik udsmykket korhvælvet med kalkmalerier i 1556. Sandsynligvis fik kirken ved samme lejlighed sin altertavle og prædikestol.

Gravkælderen blev dækket af en pragtfuld gravsten med ægteparret i hel figur, udhugget i kalksten. 
Omkring stenen er en meget flot bronzeramme, formentlig støbt i Tyskland. 

I rammens fire hjørner vises evangelistsymbolerne: Mattæus' bevingede menneske/engel, Markus' løve, Lukas' okse og Johannes' ørn. 
I rammens sider er parrets anevåbener og mindeindskifter. 
Kirsten Friis' dødsdag fremgår ikke, hvilket måske skyldes, at monumentet blev lavet mens hun stadig var i live.

I gravkælderen under korgulvet lå også Kirsten Friis' forældre: Jep Friis (død 1547) og Helvig Høgsdatter (død 1544). Over deres grav var ligeledes en gravsten med parret i hel figur, bekostet af svigersønnen, hvilket også blev indhugget på stenen.
Begge gravsten bærer præg af at have ligget på gulvet, og er slidt af de mange fødder, der gennem årene har trådt over dem.

Der har nok ikke været plads i gravkælderen til efterkommeren Hannibal Gyldenstierne (død 1608) og hans hustru Helvig Kaas (død 1638), for de er bisat i sakristiet ved korets nordvæg, der blev omdannet til gravkapel. Deres gravsten, igen med parret i hel figur, blev sat op i korets nordvæg. 

Deres sten og også Jep Friis' sten blev ved en restaurering i 1884 flyttet til nordvæggen i kirkens skib, hvor de blev indmuret. Her var tidligere indgang til herremandens våbenhus, og et indvendigt pulpitur.
Samtidig blev Gabriel Gyldenstierne og Kirsten Friis' prægtige gravsten med bronzerammen også flyttet fra gulvet og sat op på korets nordvæg, ved siden af indgangsdøren til gravkapellet, der i dag kaldes "Det Lindenowske kapel".

Lindenowerne

I kapellet, der indtil o. 1600 var sakristi, står en meget lang, læderbeklædt kiste med sølvskjolde. Her hviler admiral Christoffer Lindenow (1611-1679). 
Han anførte i 1656 med hæder en eskadre på ni linieskibe under krigen mod svenskekongen Karl 10, sådan som det er malet på et epitafium over kisten.

Garderobekisten
Admiral Christopher Lindenows kiste er 2,4 meter lang, og der knytter sig en god historie til kistens størrelse, her fortalt med historiker Jan Nygaard Fogeds ord:

Christopher Lindenow var kendt som en forfængelig mand, og efter sigende vidste han godt selv, at han ikke havde levet et liv, som ville give adgang til Himmelen. 
Han udtænkte derfor en plan for at komme ind i Himmelen alligevel: han ville imponere sig vej forbi Sankt Peter ved Himmelens port. Hvis han dukkede op iført sin flotte admirals uniform, som han i øvrigt selv havde designet, så måtte Sankt Peter da lade ham komme ind!
Problemet var selvfølgelig, at uniformen ville blive krøllet, hvis han blev begravet i den, så han fik indrettet en garderobe i enden af kisten. Garderoben var tredelt: nederst han højhælede sorte lædersko med sølvspænder, i midten selve uniformen med de flotte sølvknapper og øverst hans fjerprydede adminralshat.
De Nationalmuseets folk åbnede kisten i forbindelse med en restaurering, fandt de ganske rigtigt resterne efter uniformen, skoene og den fjerprydede hat i en tredelt garderobe i enden af kisten. Genstandene opbevares nu i Nationalmuseets magasiner.

I kapellet er yderligere tre læderbeklædte kister. Heri ligger sønnen, kgl. majestæts commersråd Chr. Lindenow (1647-1692), dennes datter Anna Lindenow (1679-1760) og hendes mand, kaptajn Oluf (Olle) Thott (død 1759).

Oluf Thott, der var født i Skåne i 1676, kom som 13-årig til det danske hof som page. Da han var 23 år fik han af kong Christian den 5. den æreskårde, som den dag i dag ligger (sømmet fast) på hans kiste. 
Senere kom han med de danske tropper i den tyske kejser tjeneste, og var også i Italien som kaptajn. Anna og Oluf Thott, der boede på Bjørnsholm, var barnløse, hvilket måske var grunden til, at de blev bisat i Annas fars kirke.

På væggen i kapellet hænger et maleri med det Thotts'ke stamtræ, hvor Oluf Thott ligger henslængt under. På indskriften fortælles der om den gjæve mand Thor Thott, den første christen mand som lod sig døbe levende ved Sct. Knuds konges tid (1080-86).

I kapellets gulv er der en lem med nedgang til en hvælvet kælder. Her står der yderligere to kister.
I egetræskisten ligger en præst, Hr. Poul Sørensen Kjærulff, født på Klitgaard i Nørholm Sogn. Han var præst i Sønderholm fra 1673 til 1720 (og provst fra 1689?).
Ved siden af står en fløjsbeklædt kiste med de balsamerede rester af Sophie Hedewig Scheel, der døde i 1775. Hun var Christian Frederik Levetzaus anden hustru, og hendes historie er tæt knyttet til det gravkapel, der blev indrettet i kirkens tårnrum, "Levetzauernes kapel".

Levetzauerne
Kirkens tårnrum blev i 1735 indrettet til gravkapel og forsynet med en stukportal med gitterlåger i smedejern.
Anledningen var, at Christian Frederik Levetzaus hustru Christence Lindenov Rantzau døde i 1734 efter et "fornøjeligt og 30 år varigt ægteskab". Han lod hende bisætte i en pragtfuld sarkofag af sort, italiensk marmor.

Slægten Levetzau stammede oprindeligt fra Mecklenborg. I 1985 blev St. Restrup købt af Hans Frederik Levetzau. 

I 1695 gav han 300 rigsdaler til en fond, hvis renter bl.a. gik til skolen i Sønderholm, som han 5 år forinden havde oprettet i kirkens tiendelade, hvor der i dag er konfirmandstue. 
Skolemesteren havde derfor pligt til hver morgen og aften at "ihukomme" Levetzau-familien ved skolebønnen. Fondens renter skulle også bruges til sognets fattige og til kirkeurets vedligeholdelse.

Sønnen Christian Frederik Levetzaubyggede Store Restrups nuværende hovedbygning i 1723. 
Han var blandt Danmarks rigeste og mægtigste mænd, der blandt andet byggede den ene af Amalienborgs 4 fløje (hvor kronprins Frederik har sin lejlighed). 
Han modtog Elefantordenen og blev udnævnt til greve i 1751. Som tak overmalede han altertavlen, der skulle bære hans våben med forkroppen af en hvid hest.

Christian Frederik Levetzau var ikke så gavmild som sin far, men blev kendt som en hård mand og var frygtet af egnens bønder.

Det fortælles om hans begravelse i 1756, at selveste Fanden sad på hans kiste, så vogntoget havde svært ved at komme over Restrup Bakke, før præsten havde manet den onde i jorden.

Men han endte alligevel med at blive bisat i en stor, hvid marmorsarkofag ved siden af sin første hustru i tårnkapellet. 
Efter sigende skulle han dog "gå igen" hver helligtrekongersnat, og hvis man er (u)heldig, kan man møde grevens vogn trukket af kulsorte heste og forfulgt af et halsende hundekobbel på vejen mellem Restrup og Albæk! 

Han efterlod sin anden hustru, Sophie Hedewig Scheel. Hendes store ønske var at blive bisat i en lyserød marmorsarkofag mellem den sorte og den hvide sarkofag, men desværre gik skibet, der skulle fragte sarkofagen fra Italien til Danmark, ned ud for Hollands kyst.

Sophie Scheel blev derfor ved sin død i 1775 balsameret og lagt i en fløjs­betrukket kiste, mens man på Store Restrup (stadig) venter på bedre tider, så der bliver råd til at købe en ny, lyserød marmorsarkofag. 
Sophie tilbringer ventetiden i sin kiste i gravkælderen under Det Lindenowske Kapel.

Man regner med, at det er Sophie Hedewig Scheel, der har syet den gamle messehagel, der nu er udstillet i sognegården. Hun forærede messehagelen til kirken efter sin mand Christian Frederik Levetzaus død i 1756.
På messehagelens bryst syede hun slægtens våbenskjolde med guldtråd, mens hun på ryggen anbragte et fornemt krucifiks, som sandsynligvis var købt hjem fra et kunstsyværksted i Tyskland. Motivet og udførelsen er omtrent identisk med tilsvarende messehageler med krucifikser fra samme periode.

Siden 1756 er messehagelen restaureret flere gange og krucifikset syet på nyt fløjl, senest i 1999, hvor hagelen blev konserveret og derefter udstillet i en montre i sognegårdens store sal.
Brystets våbenskjolde er - efter i en årrække at have været syet på antependiet (alterforhænget) - også blevet konserveret og udstillet. 

Den adelige heks Christence Krukow
Så vidt vides, er Sønderholm Kirke den eneste kirke, der har en heks begravet - om det er under kirkegulvet eller på kirkegården, vides ikke. Hekse måtte ellers ikke begraves i indviet jord, men denne heks var den adelige Christence Krukow, hvilket gav hende særstatus.

Der er forskellige versioner af historien om den stakkels kvinde.
Sognepræst J.P. Larsen fortæller, at Christence Krukow blev født i 1556 (?) og henrettet i 1621 på Skovbakken i Aalborg mellem den 9. juni og 4. august 1621.

Hendes forældre var Axel Nielsen Krukow til Årslevgaard og Anne Mogensdatter Bielke til Bellinge. 
Som 30-årig blev hun beskyldt første gang for trolddom, fordi hun som ung pige på en gaard i Nakkebølle havde forhekset gårdens unge brud, så dennes nyfødte børn alle døde.

Anden gang hun blev beskyldt for ondskab var i Aalborg 1611, hvor det var gået ud over en aalborgensisk rådmanshustru. 
Christence Krukow gik fri, men nogle år efter, under en stor hekseepidemi, beskyldte man hende og nogle andre hekse for at have gjort en en præstekone sindssyg. 4 af disse hekse blev brændt i 1619-20, og i juni 1921, efter en rettergang på herredagen i København, blev Christence Krukow dømt til "at have sit adelskab forbrudt og at henrettes". 

Efter at udgifterne ved hendes proces var blevet betalt af arven efter hende, blev der i 1623 oprettet et legat på 500 speciedaler, "den halshuggede jomfrus legat".

Sognepræst Ole Volfing oplyser, at dette legat desværre i sin tid er blevet opslugt og lagt ind under andre legater i en stor oprydning hos Legatstyrelsen.



Sønderholms adelige heks Christence Krukow i skuespiller Henriette Riises skikkelse.

I folkemunde får historien om Christence Krukow en mere romantisk drejning, som her genfortalt efter sognepræst Ole Volfing:

På herregården Store Restrup sad den unge pige Christence Kruckow hos sin onkel efter hendes forældre var døde. Hun havde kun en beskeden formue på 1.000 rigsdaler.
Aalborgs biskop havde en jævnaldrene søn og det gik sådan, at de forelskede sig i hinanden mod biskoppens vilje - han havde nemlig andre planer med sønnen. Bispen havde fundet en rig gammel enke til sønnen, som nok var dobbelt så gammel som ham og koparret, men hun var rig og derfor et godt parti.
Sønnen forsøgte derfor at stikke af sammen med sin elskede Christence, men de blev opdaget og fanget.
For at redde sin ære anklagede biskoppen Christence for hekseri. For hvordan kunne hun ellers have fået sønnen til at vælge hende frem for den ganske fremragende brud, som faderen havde fundet?!

I heksesager er biskoppen øverste dommer, så der var ingen tvivl om sagens udfald og Christence blev da også dømt til døden. Da Christence var adelig, slap hun for bålet og blev i stedet halshugget. Overleveringen fortæller videre, at hendes onkel fik hende begravet i indviet jord ved Sønderholm Kirke.


Historien er god, men desværre ikke sand.

Christence Kruckow blev ganske rigtigt halshugget i 1621 for hekseri. Hun var også ugift og bosiddende hos sin onkel på Store Restrup, men her holder lighederne også op.
Biskop Christen Hansen Riber havde ingen sønner, og Christence var, da hun blev henrettet, 63 år gammel. Hendes henrettelse skete som et led i de omfattende hekseprocesser, som prægede landet i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet.

Hun blev fundet skyldig i at være en del af en troldkvinde­gruppe, som bl.a. havde været skyld i talende svin og katte på kirkegården ved Sønderholm Kirke og for at have født en "trold". Christence blev ydermere beskyldt for at have forbandet en lokal tømmersvend og præstens kone. 
Fire andre kvinder, som blev anklaget sammen med Christence, blev alle dømt lokalt og brændt, mens Christences retssag foregik i København, da hun trods alt var adelig. Rigsrådet og kongen dømte hende til døden ved halshugning.

At Christence Krukow skulle være begravet i indviet jord ved Sønderholm Kirke kan dog meget vel være sandt. Sandt er det også, at hun er den eneste adelige person, der i Danmark blev dømt for hekseri, noget som normalt var forbeholdt "almindelige" mennesker. 

Dansk Historisk Fællesråd har på deres hjemmeside samlet flere historier om Sønderholms berømte heks, se www.historie-online.dk.

 
Udskrevet fra Sønderholm og Frejlev Kirkers hjemmeside