Læs om vejledningen her – om korte gudstjenester og ingen sang

Det er regeringens og sundhedsmyndighedernes vurdering, at folkekirken fortsat kan være åben og holde korte gudstjenester samt kirkelige handlinger, men under skærpede krav. Gudstjenester, bisættelser, begravelser, vielser og dåb skal være uden fællessang, og de må kun vare en halv time. Vi vil gøre os umage med, at det bliver fint og højtideligt alligevel.

Ny vejledning: Korte gudstjenester og ingen sang | aalborgstift.dk

En hilsen fra strikkecaféen

På trods af corona-krise er lysten til at strikke har lysten ikke været mindre i det forgangne efterår, – selvom der skal sprittes, strikkes med en meters afstand og medbringes egen kaffe fra termokanden,- Vi strikker p.t. bl.a. blæksprutter til kommende babysalmesangshold. Det er så hyggeligt, at vi planlægger endnu flere strikkecafédatoer, men lige nu må vi vente på, at det bliver lidt mere sikkert igen, inden nye datoer bliver udmeldt. Christine Bjerre og Randi Dissing

VELKOMMEN TIL GUDSTJENESTE IGEN

Fra på søndag må vi igen holde gudstjeneste i Folkekirken. Det er vi glade for. Grundet coronarestriktionerne vil gudstjenesten de næste to søndage være uden fællessang og altergang. Der vil være orgelmusik og solosang og mulighed for at nynne med på vers fra en salme eller to. Velkommen skal I være på søndag i Frejlev kl. 9.30 og i Sønderholm kl. 11.00.  I Sønderholm vil gudstjenesten bære præg af, at der er dåb.
Venlig hilsen Jørn Skøt Andersen og Lotte Lyngby

Nytårsprædiken af Lotte Lyngby

En dag i december var der bisættelse i en af vores kirker. Folk kom med mundbind på. De satte sig på hver anden bænk, sådan som vi desværre er blevet alt for vant til i det forgangne år.

Jeg selv kom som en af de sidste, og jeg gik op til bænken allerforrest, hvor den nærmeste familie sad, og jeg rakte hånden frem og tog enken i hånden og hilste på hende, og det var først, da jeg slap den hånd igen, at jeg kom i tanke om, at sådan gør vi jo altså ikke mere. Uden at tænke mig om havde jeg givet et andet menneske hånden. Og her, flere uger senere, er det som om, at jeg stadig kan mærke netop det håndtryks berøring. Måske fordi det håndtryk er det eneste, som jeg har givet siden en gang i marts

Det betyder ikke, at jeg ikke har rørt ved nogen i al den tid. Jeg er heldig både at være gift med én og mor til nogen og farmor til nogen, så jeg har kroppe nok at røre ved. Sådan er det jo langt fra for alle. Nogen af os ville det være endnu mere eksotisk for at mærke en andens håndflade, end det var for mig.

At følelsen af et håndtryk er blevet sådan en sjældenhed siger noget om det år, vi nu lægger bag os.

Ingen af os kunne sidste nytårsaften i vores vildeste fantasi forestille os, hvad det var, der skulle komme til at ske i 2020 – ikke bare her hos os, men i hele verden.

Det har været et år fuld af mangel på berøring.

Det har været et år med låste kirkedøre midt i højmessetiden.

Det har været et år med hjemmeskole og hjemmearbejdspladser og med utallige møder via Zoom på skærmen.

Et år, hvor vi har været meget færre kroppe nær, end vi plejer.

Et helt igennem usædvanligt år.

 

Der må have været ord nok for Dansk Sprognævn at vælge imellem, da de skulle vælge det ord, der skulle være årets ord i 2020.

De kunne have valgt superspreder eller albuehilsen.

De kunne have valgt kontakttal eller smitteapp.

De kunne have valgt social boble eller mundbind.

De kunne slet og ret have valgt ordet pandemi eller håndsprit. Men det ord de valgte, det var ordet samfundssind, og det er der en egen prædiken i. For samfundssind det er det, som vi viser, når vi afkald på det, som vi selv gerne vil, til hinandens bedste.

Samfundssind er det, vi viser, når vi afstår fra berøring, selv om vi har lyst til at give hånd. Når vi bliver hjemme i stedet for at mødes. Når vi overholder retningslinjer, også når vi synes, at de ikke helt giver mening.

Der er noget håbefuldt i, at det netop er dét ord blandt alle ordene, som Sprognævnet gør til årets ord i år, for det at vise samfundssind er der brug for, at vi gør, ikke kun når coronavirus raser, men i livet i det hele taget.

Og når vi viser samfundssind, så går vi fodsporene af ham, som kom til verden julenat, og som på ottendedagen efter sin fødsel blev givet det navn, som englen bebudede Maria skulle være hans, nemlig Jesus. Det navn, som betyder ’Gud frelser’.

Et sted i Bibelen siger apostlen Paulus, at vi skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. For Jesus regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men han gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.

Det er sådan et sind, som vi opfordres til at have over for hinanden – et sind, der giver afkald på sin egen ret til bedste for den anden. Og det er ikke bare statsministeren, der appellerer til samfundssind. Bibelen gør det også. Vi skal give afkald, lyder det til os. Og afkald har vi sandelig givet. På nærvær. På fællesskab. På berøring og håndtryk.

I aften slutter et coronaår og et nyt og ukendt år begynder. Vi gives et nyt år, som vi ikke ved, hvor meget og hvor længe endnu vil stå i en virus’ tegn.

Vi sendes ind i det nye år med den korteste bibeltekst, som nogensinde læses højt i kirken. To små linjer, som kan sammenfattes i en enkelt sætning: De gav ham navnet Jesus.

Den navngivning handler  om berøring. For i barnet, der blev født i stalden i Betlehem, har himmelen berørt jorden. I det barn er Gud kommet nær. Det ses af det navn, barnet får. Han skal hedde Jesus. Det navn, som betyder ’Gud frelser.’

I Jesus berører Gud jorden og os. Gud giver afkald på sin fjerne ophøjethed og kommer til os i kærlighedens skikkelse, som en kraft og kilde og en ånd og et nærvær, der berøre os helt ind i hjertets inderste sted.

Gud gør sig til én, vi kan kalde Jesus.

Gud gør sig til én, vi kan kalde far.

Gud gør sig til én, vi kan kalde kærlighed og Ånd.

Og se, den Gud, der kom som Jesus, han tager os i dag i hånden og lover os, at han vil gå med os ind i et nyt års ukendte dage.

Vi springer jo nok ind i et nyt år i aften med en skærpet opmærksomhed på, at vi ikke ved, hvad vi kan vente os, at vi ikke kender dagen i morgen, og at noget nyt og overraskende kan begynde med en flagermus på et marked og blive til en lang pandemi.. Det kan nok gøre en sjæl eller to urolig og bange.

Måske skal vi lære af de gamle, der var her før os.

Dem, der overlevede den spanske syge og den ene verdenskrig efter den anden. Som nu min morfar.

Han var født i år 1900. Han havde oplevet sit. Og hvert eneste måltid, som blev spist ved hans spisebord blev indledt med en bøn, som begyndte med ordene ”I Jesu navn”.

Jeg kan høre hans stemme for mig, er det end mere end 30 år siden, han døde.

”I Jesu navn”, mumlede han – og så var det vigtigste sagt. Som en påmindelse om, at den berøring der skete mellem himmel og jord julenat, da Guds søn trådte ind i verden, at den berøring er et løfte til os om, at han går med os ind i alle dagene, der kommer, Guds søn, Jesus, han hvis navn betyder Gud frelser. Selv når alting ramler, kan vi ikke ramle ud af Gud.

Så lad os da lære af min morfar.

Lad os i Jesu navn tage hul på det Herrens år 2021.

Må det blive et år, hvor vacciner virker.

Må det blive et år, hvor virus aftager.

Må det blive et år fuldt af samfundssind.

Må det bliver et år, hvor vi måske endda til sidst kan begynde at give hinanden hånden igen.

I Jesu navn: Godt nytår.

JULEFRED – PRÆDIKEN 2. JULEDAG

Året var 1914. Europa var ramme om den første store krig. Skyttegravene strakte sig hele vejen fra Nordsøen til den schweiziske grænse. Fronten delte Europa i to. Overfor hinanden lå de tyske soldater til den ene side, og de engelske, belgiske og franske soldater til den anden. Sine steder med bare 100 meter imellem. En smal stribe af ingenmandsland oversået med døde kroppe, som soldaterne kun nødtvungent vovede sig op af skyttegravene for at fjerne. Tusindvis af unge mænd lå kampklare på hver sin side af kampzonen. Side om side. I krig mod hinanden
Året var 1914 og det var jul. Den 24. december på Vestfronten.
I løbet af formiddagen den dag skete noget  helt nyt. Soldater begyndte at lægge deres våben. Interimistiske papskilte dukkede op langs kanten af skyttegravene. “Merry Christmas”, stod der på nogle. “Frohe Weihnachten” stod der på andre. Forsigtige julehilsner tværs over fronten.
Lidt efter lidt dukkede andre skilte op. Skrevet sort på hvidt.
“Hvis I lar vær med at skyde, lar vi vær med at skyde”, stod der.
Kort efter begyndte de modigste soldater at kravle op af skyttegravene og bevæge sig ud i ingenmandsland. Efterhånden kom flere hoveder til syne bag kamppladsens skjulesteder. Ikke ét skud blev affyret. Aldrig siden krigens begyndelse 5 måneder tidligere, havde der været så stille.
Om aftenen sang de tyske soldater: “Stille Nacht, Heilige Nacht”
De engelske soldater sang med på engelsk: “Silent Night, Holy Night”. Der blev tændt stearinlys langs skyttegravenes kanter. Soldaterne byttede tyske cigarer med britisk chokolade og engelsk tobak.
Nogle steder langs fronten ryddede man ingenmandsland for døde og spillede fodbold mod hinanden med primitive bolde fremstillet af klude. Én hentede et kamera, og så stillede man op til fotografering, tyske og engelske soldater blandet med hinanden.  Billederne kan stadig ses. Rækker af unge mænd. Engelske stålhjelme og tyske huer. Blandet ind mellem hinanden. En juledag på Vestfronten. I året 1914.
Det er en fantastisk beretning om julefred, skildringen af den dag byder os på. En beretning, som de fleste af os vel flere gange allerede har hørt om. Jeg troede i grunden, at det var en myte. At den ikke havde helt så meget på sig, som det lød til. Men for år tilbage så jeg i en avis nogle glimt af en historikers dokumentation for begivenhederne den dag. Ved hjælp af dagbøger og breve har denne historiker fundet bevis for, at julevåbenhvilen var langt mere omfattende, end man hidtil har troet. Det har bare været skjult. Det er gennem alle årene blevet fortiet. For generalerne var ikke stolte af deres soldater den jul. Soldater skal slås og ikke synge salmer med fjenden. Så for magthaverne var julefreden 1914 en skamplet på krigens gang. En sådan fraternisering med fjenden var ilde set.
Ja, så skræmmende var soldaternes opførsel, at både de tyske og de engelske generaler i ugerne efter satte ind med massive propagandakampagner, som havde til formål at få svine fjendens soldater til. De unge mænd på fronten skulle hurtigst muligt bringes tilbage til at opfatte fjenden som et udyr, der ikke var for godt at slå ihjel. Og sådan endte krigens generaler med at få magt over soldaternes stiften fred. Og 1. verdenskrig kom til at fortsætte 4 år endnu. Med krig og kamp på vestfronten og alle andre fronter.
Julenat 1914 var en særlig nat. Men den blev ikke andet end et pusterum i rædslernes række. Som en menig tysk soldat kort efter skrev i et brev til sin far og mor: “….det var en dag med fred. Det var kun en skam, at det ikke var den endelige fred.”
Sådan er det også med julens evangelium. Julenat sang englene om fred til mennesker med Guds velbehag. Den nat barnet blev født, var en nat med fred. Det var kun en skam, at det ikke var den endelige fred. For den endelig fred, det var det ikke. Det vidner de tekster om, som vi skulle have hørt i kirken i dag. I dem får vi nogle glimt af den stribe af strid og død og ufred, der fulgte i kølvandet på kristendommens frembrud i verden.
Et glimt af Stefanus, der blev dræbt for sin tro.
Et glimt af Jesus, der opremser, hvilket spor af blod kristendommen skal komme til at trække over jorden med drab og vold og lidelse til følge.
Et glimt af, at barnet i krybben en dag skal komme til at stå som en afvist hønemor, der rækker hænderne ud for at favne alverden – men alverden vil ikke favnes – alverden vil ikke vide af den favn, som frelseren kommer med.
Julenat var en nat med fred, men den endelige fred var det ikke.
Det vidner også vor egen tid og vore egne liv om.
Denne jul er særlig på sin helt egen måde. En epidemi hærger kloden og menneskene. I året, der er gået, har vi været vidne til splid og splittelse og optøjer og uro mange steder på kloden.
Denne jul er der krig og ufred i Etiopien, i Syrien og mangen et andet sted, som vi ikke hører om, fordi verdens journalister har travlt med at skrive om corona.
Denne jul er der såmænd også strid og splid i vore egne familier og blandt vore egne venner og ufred og uro i menneskers sind.
Det var en nat med fred, men den endelige fred var det ikke.
Det kan nok gøre en og anden modløs ind imellem. Så man tænker, at der ikke er meget håb – hverken for verden eller for os selv. Men ikke desto mindre, så sendte Gud sin søn til verden som et barn i Betlehem for at fortælle os, at der ér håb. At der ér mulighed. At der ér fred at finde. Havde det ikke været for barnet i Betlehem havde krigens soldater aldrig vovet sig op af skyttegravene den nat. På grund af Kristi fødsel vovede de det.
Og vandt et døgn med fred midt i krigens rædsler.
Må dét der skete den julenat i 1. verdenskrigs begyndelse for os blive et billede af håb. For netop sådan tror jeg, at Jesus kommer til os. Som en mulighed for fred midt i alt det andet. Barnet blev født i en stald og lagt i en krybbe og snart efter stræbt efter livet af en gal Herodes – og alligevel sang englene den nat om fred til mennesker med Guds velbehag.
Gud sendte sin søn ind i verdens ufred med tro og håb og kærlighed til mennesker. Det var en nat med fred, men det var ikke den endelige fred. For freden har vi kun til låns her i verden. Den ejer vi ikke. Vi oplever den kun i glimt. Som soldaterne en håbefuld nat midt under krigen.  Som du og jeg, når det ind imellem forundes os et øjeblik at mærke, at vi er i fred.
Vi har kun freden til låns. Det er livets vilkår. Det er ikke den endelige fred. Dén kan vi kun drømme om. Og håbe på. Og bede om. Og længes efter.
Den endelig fred er Guds – og mon ikke han engang vil dele den med os? I Guds rige, hvor kærligheden sker fyldest. Lad os håbe det  – og tro det.
Glædelig jul og Guds fred til dig og dine.
Lotte Lyngby, sognepræst i Sønderholm og Frejlev

PRÆDIKEN JULEDAG, 2020

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den før­ste folketælling, mens Kvirinius var stat­holder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.

                          Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hed­der Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

                         

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frel­ser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

                          Og med ét var der sammen med eng­len en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

***

Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et vingeslag fra en flagermus på den ene side af kloden kan forårsage storm på den anden, og at en flagermus ikke bare er en flagermus, der kan fascinere enhver med et barnligt sind og en Batman uniform, men at dens flugt gennem luften ikke for ingenting ligner flaksende kasteknive. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at Wuhan ikke er en by i Rusland (som man ellers gik og troede), men i Kina, og at der er andre steder, man hellere vil holde ferie. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et nys ikke bare er et nys, et håndtryk ikke bare et håndtryk, et kys ikke bare et kys, men også kan være ren gift, virusinfektion og snarlig død.

 

Det er den mærkeligste jul i mands minde!

Hvor vi er sammen hver for sig; holder fællesmøder hver for sig, synger fællessang hver for sig; hvor sætninger, der engang gav absolut ingen mening, nu pludselig fremstår næsten helt forståelige. For det er, som vores allesammens Mette siger, “alvorligt”, “meget alvorligt”, og så tilføjer hun – fordi hun (ligesom en præst) også kender 3-tals loven – det er “meget, meget alvorligt”. Og nej, hun er endnu ikke klædt helt i sort, men … vi forstår.

Og … derfor skete det også i de dage, da vi alle havde lært et nyt sprog og forstået alvoren i ord som COVID-19 og pandemisk, podepind og testkit. Forstået, at der til ret samfundssind hører villighed til hjemmekarantæne og selvisolation, selvom det også kan føre til hjemmevold. Lært alvoren bag ord som smittetryk, superspreder og hudsult. Ja, og da også forstået, at der også kan være andre grunde end de religiøse til at bære maske; at det simpelthen er klog adfærd at gemme sit smil i et mundbind til det bliver forår; i hvert fald til det bliver forår.

Og … ja … det skete i de dage, da vi alle sad sammen – hver for sig – og hang med skuffen. Hvor den julefred, vi synger så meget om, er blevet lige en kende for fredelig, fordi den rimer for meget på kedelig, hvis man er ung; men også på bekymring og ensomhed, hvis man er gammel.

 

“Og … det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…”

Juleevangeliet indledes med et “og“. Ordet ”og” er så lille et ord, at man nemt hører hen over det. Men har man først bidt mærke i det, som det står der – så undseligt og underligt – i indledningen af juleevangeliet, får det en afgørende betydning for fortællingen. For med dette ”og” er det, som om juleevangeliet bindes sammen med vores verden, vores tid, vores liv

For det lyder lige nu! Som en simpel konstatering lige midt ind i tiden. Med et lille ”og” siges det, at julens budskab ikke bare foregår på et fiktivt sted og i en fiktiv tid. Det foregår også i den kendte verden, hvor byerne engang hed Nazaret og Betlehem, men hvor de nu hedder Sønderholm og Frejlev, og hvor kalenderen siger 24. december, i det Herrens corona-år 2020.

Der sker så meget i vores verden, ”og” så sker der altså også dette. Med dette lille ”og” indfinder juleevangeliet sig midt i det, der ellers sker. Det afbryder ikke vores liv, det stopper det ikke, det neglierer det heller ikke, men lander bare midt i det, lægger sig så at sige oven på det alt sammen – lige så uafvendeligt, lige så glædeligt, lige så håbefuldt, som når et barn kommer til verden og lægges i ens arme.

Med et lille bitte “og” indtager barnet og juleevangeliet vores virkelighed og verden og afslører den, som lige så smuk, som den virus, der forstørret op på en skærm, ligner en smuk nellike. Julens budskab er et smukt budskab! Det er glædeligt. Det er håbefuldt!

 

Og det er det, fordi julens budskab er en virus af den gode slags. Som på sin egen grundlæggende måde frasiger sig ethvert forsøg på at holde afstand, som er lige så insisterende og påtrængende som et spædbarn – eller som den kærlighed, hvis væsen det er at være helt nær og komme helt tæt på den elskede. En virus, som derfor også smitter alle så ganske voldsomt meget. Med et livsnødvendigt blik og med et uforglemmeligt sprog, hvor alt det fortvivlede og håbløse, døden og det meningsløse modsiges og trodses.

Barnet i krybben er billedet på en Gud, der vil være nær, og derfor hele tiden trænger sig på og ikke kan holde sig på afstand. Ligesom kærligheden heller ikke kan.

 

COVID-19 er navnet på den sygdom, man kan udvikle, hvis man smittes med den forbistrede coronavirus. 19 er et primtal, og de er som bekendt uklædeligt selvoptagede og går kun op i sig selv. Og den slags er der ikke meget liv i.

Da Gud kom til verden som et spædbarn i en krybbe i en stald i Betlehem, kaldte han i ét dermed os alle sammen ud til et liv i omsorg og kærlighed; for kun sådan omgås man spædbørn. Og et sådant liv handler om det modsatte. Og det kan som bekendt vise sig i de forskelligste former, og derfor lever vi nu på afstand af hinanden – der er langt imellem os – og det kan ikke være anderledes. Men vi gør sådan, fordi vi dybest set har omsorg for hinanden og går op i mere end os selv. Sådan at vi igennem dét, vi gør lige nu, faktisk er hinanden ganske nær.

Det er det lille juleevangelium, som vi fortæller hinanden i disse dage. Og … i tilgift får vi så også det store. At barnet i krybben også er vor frelser og herre, og at han er nær.

Jørn Skøtt Andersen, Sognepræst

 

JULEPRÆDIKEN – om at smitte med kærlighed

I Juleevangeliet er der dette mærkelige år især fire ord, som særligt springer mig i øjnene – nemlig ordene ´”hele verden” og “hele folket”. Kejseren tæller hele verden. Og englen forkynder en glæde som skal være for hele folket. Hele verden. Hele folket. Begge dele kommer lige nu så nær, fordi vi i år deler vilkår med hele verden og hele folket, når det kommer til at leve midt i en pandemi.
Vi har set, hvor lille vores klode i virkeligheden er. Vi har set, hvor hurtigt noget kan sprede sig fra kontinent til kontinent – og fra menneske til menneske, og lige nu er der vel intet sted på jorden, hvor julen er helt, som den plejer at være. Hele verden. Hele folket. Intet sted er gået fri.
Den gamle sætning om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side af kloden, det er i år blevet virkelighed for øjnene af os. Noget, der begynder i det små, kan med ét få betydning for hele verden og for hele folket.
Det begyndte med en flagermus, og det blev til en pandemi. Og nu gør det så også noget ved den jul, som er vores.
”Julen er gammel, og julen er ny. Julen er aldrig den samme”.
Sådan synger nissen Pyrus, i en julesang, som det er svært at undgå at komme til at høre, hvis man tænder sin radio i løbet af december.
Julen er aldrig den samme, lyder refrænet, og det har de fleste af os jo nok gjort os vores personlige erfaringer med. Det er ikke kun i et coronaår, at julen aldrig er den samme. Også i vores egen lille private verden, kan sommerfuglevingers bevægelse sætte orkaner i gang.
Måske var der en jul, hvor vi bar på en sorg, der var stor og ny.
Måske var der en jul, hvor kæresten ikke ville være kæreste mere.
Måske var der en jul, hvor fingrene fandt en knude et sted i kroppen, som slet ikke skulle være lige der.
Måske var der en jul, hvor nogen var sure, hvor nogen var syge, hvor nogen havde et sind, der var tungt og mørkt.
Julen er aldrig den samme og bestemt heller ikke år, hvor mange af os skal undvære nogen, vi gerne vil være sammen med – og hvor nogen vi kender, måske endda er nødt til at fejre jul bag lukkede karantænedøre, hvis de da ikke ligefrem er én af de syge og smittede, som vi hver dag på bedste folketællingsmaner holder tal på.
Julen er aldrig den samme. Og alligevel så er det sådan, og bliver det sådan, at hvad end omstændighederne for os måtte være, så bliver det jul, så er det jul.
Jul er der blevet fejret, mens verdenskrige rasede, mens forfølgelser fandt sted, mens voldsommere epidemier end den, der er vores, for hen over jorden. Ja, i hen ved to årtusinder har fejringen af barnets fødsel dengang i Betlehem fundet sted. Det, der skete dengang, skete for hele folket og for hele verden. Det skete for dem, der levede dengang, og det sker for os, der lever nu.
Julen er, at der med fødslen af barnet julenat sættes skel i tiden. I barnet i krybben trådte Gud ind i verden og ind i virkeligheden og blev en historisk person i og med Jesus. Gud sendte Jesus for at smitte os med kærlighed.
Hvis man ikke tror, at én mand kan ændre verden, så har man ikke set, hvad der kan ske, når nogen spiser en flagermus, der ikke var ordentligt tilberedt. En sommerfuglevinges bevægelse kan sætte en lavine i gang.
Julenat træder Gud mennesker nær. Det er ikke sikkert, at det forandrer verden, men det kan forundes os at opleve, at det kan forandre os. For den kærlighed, som Jesus vil smitte hele verden og hele folket med, det er en kærlighed, der bærer med på vores liv og holder os oppe og i hånden gennem tider med epidemier og gennem dage med kræftknuder og gennem måneder og uger, hvor mørket lukker sig om os.
Den fred, som englene sang om julenat, og som de forkyndte skal være for hele folket, det er den fred, der kommer af ikke at være prisgivet den skinbarlige vilkårlighed, men i stedet være forbundet tæt og nært til skaberkraften, kærlighedskraften, til det, vi kalder Gud.
Det er livsforandrende, når det gå op for en, at vi ikke skal bære os selv, men at vi må lade os bære af noget, der overgår al forstand, det, som vi kalder for Gud.
Fred – det er det ikke at skulle frelse sig selv, redde sig selv, opfinde sig selv.
Fred er det, at vi må være dem, vi er, og at det er lige netop dem, som vi er, som Gud vil smitte med kærlighed gennem Jesu komme til os.
Julen er aldrig den samme. Heller ikke i år.
Og julen er samtidig altid den samme.
Fordi det også her i det 2020. år efter barnets fødsel gælder, at Gud har sendt Jesus for at smitte dig og mig med kærlighed, så vi kan smitte videre og lade kærligheden virke her i verden.
Må det give os håb nok til at tage endnu en omgang i livet med corona.
Må det give os mod nok til at smitte løs med kærlighed og med glæde, så vi tænder lys i hinandens mørke.
Må det give os tro nok til at vove at stole på, at vi ikke skal bære os selv, men at Gud bærer med.
Julen er aldrig den samme.
Julen er altid den samme.
Den fred, som barnet i krybben kom med, den fred er for hele folket og for hele verden og for dig og for mig.
Det gælder også og ikke mindst midt i en smitsom pandemi.
Frygt ikke, lyder julens løfte til os. I dag er der født jer en frelser.
Han er Kristus, Herren.
Glædelig jul.
Lotte Lyngby, sognepræst i Sønderholm og Frejlev

Det nye menighedsråd for Sønderholm-Frejlev sogne har konstitueret sig

Sønderholm-Frejlev Menighedsråd har på møde af 25.11 konstitueret sig således:
Formand: Peter Stoffersen
Næstformand:  Mads Sølver Pedersen
Kirkeværge for Frejlev: Jens T. Pedersen
Kirkeværge for Sønderholm: Leif Jensen
Kasserer: Povl Thomsen 
Kontaktperson: Helle Bang
Sekretær: Karen Eskesen
 
Bygningssagkyndig: Per Ulrik
Underskriftsberettiget: Mads Sølver Pedersen
Øvrige valgte medlemmer er Gerda Buus Larsen, Peter Asboe-Hermansen og Rikke Sommer Eriksen.
På billedet ses det samlede menighedsråd inkl. medarbejderrep. Annee Bonde og præsterne Jørn Skøtt Andersen og Lotte Lyngby. 
Bagerst fra venstre:
Peter Stoffersen, Povl Thomsen, Jørn Skøtt Andersen, Jens Pedersen, Leif Jensen, Mads Sølver Pedersen, Peter Asboe-Hermansen og Helle Bang.
Forrest fra venstre:
Lotte Lyngby, Rikke Sommer Eriksen, Annee Bonde, Gerda Larsen og Karen Eskesen

Livetransmission fra juletræstændingen i Frejlev

Aflyst: Tro, håb og mørkning – meditation og stilhed i adventskransens skær alle tirsdage i december kl. 17.00 Frejlev Kirke

Der er meget vi ikke kan denne december, men mødes i kirken, det kan vi. Hver tirsdag i december vil der sidst på eftermiddagen være en stille stund i Frejlev Kirke til coronatrætte og decemberslidte at hvile sig i.

Sammen tænder vi lys i mørket og under os tid i stilhed og i tillid til, at der et er godt for sjælen at holde pause i en kirke.

Der vil være en kort indledning og afslutning.

Der vil ikke være musik og sang, men god tid til at være stille sammen, mens først adventskransen og siden juletræet lyser for os.

Velkommen til ro og mørkning.