En dag i december var der bisættelse i en af vores kirker. Folk kom med mundbind på. De satte sig på hver anden bænk, sådan som vi desværre er blevet alt for vant til i det forgangne år.
Jeg selv kom som en af de sidste, og jeg gik op til bænken allerforrest, hvor den nærmeste familie sad, og jeg rakte hånden frem og tog enken i hånden og hilste på hende, og det var først, da jeg slap den hånd igen, at jeg kom i tanke om, at sådan gør vi jo altså ikke mere. Uden at tænke mig om havde jeg givet et andet menneske hånden. Og her, flere uger senere, er det som om, at jeg stadig kan mærke netop det håndtryks berøring. Måske fordi det håndtryk er det eneste, som jeg har givet siden en gang i marts
Det betyder ikke, at jeg ikke har rørt ved nogen i al den tid. Jeg er heldig både at være gift med én og mor til nogen og farmor til nogen, så jeg har kroppe nok at røre ved. Sådan er det jo langt fra for alle. Nogen af os ville det være endnu mere eksotisk for at mærke en andens håndflade, end det var for mig.
At følelsen af et håndtryk er blevet sådan en sjældenhed siger noget om det år, vi nu lægger bag os.
Ingen af os kunne sidste nytårsaften i vores vildeste fantasi forestille os, hvad det var, der skulle komme til at ske i 2020 – ikke bare her hos os, men i hele verden.
Det har været et år fuld af mangel på berøring.
Det har været et år med låste kirkedøre midt i højmessetiden.
Det har været et år med hjemmeskole og hjemmearbejdspladser og med utallige møder via Zoom på skærmen.
Et år, hvor vi har været meget færre kroppe nær, end vi plejer.
Et helt igennem usædvanligt år.
Der må have været ord nok for Dansk Sprognævn at vælge imellem, da de skulle vælge det ord, der skulle være årets ord i 2020.
De kunne have valgt superspreder eller albuehilsen.
De kunne have valgt kontakttal eller smitteapp.
De kunne have valgt social boble eller mundbind.
De kunne slet og ret have valgt ordet pandemi eller håndsprit. Men det ord de valgte, det var ordet samfundssind, og det er der en egen prædiken i. For samfundssind det er det, som vi viser, når vi afkald på det, som vi selv gerne vil, til hinandens bedste.
Samfundssind er det, vi viser, når vi afstår fra berøring, selv om vi har lyst til at give hånd. Når vi bliver hjemme i stedet for at mødes. Når vi overholder retningslinjer, også når vi synes, at de ikke helt giver mening.
Der er noget håbefuldt i, at det netop er dét ord blandt alle ordene, som Sprognævnet gør til årets ord i år, for det at vise samfundssind er der brug for, at vi gør, ikke kun når coronavirus raser, men i livet i det hele taget.
Og når vi viser samfundssind, så går vi fodsporene af ham, som kom til verden julenat, og som på ottendedagen efter sin fødsel blev givet det navn, som englen bebudede Maria skulle være hans, nemlig Jesus. Det navn, som betyder ’Gud frelser’.
Et sted i Bibelen siger apostlen Paulus, at vi skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. For Jesus regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men han gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.
Det er sådan et sind, som vi opfordres til at have over for hinanden – et sind, der giver afkald på sin egen ret til bedste for den anden. Og det er ikke bare statsministeren, der appellerer til samfundssind. Bibelen gør det også. Vi skal give afkald, lyder det til os. Og afkald har vi sandelig givet. På nærvær. På fællesskab. På berøring og håndtryk.
I aften slutter et coronaår og et nyt og ukendt år begynder. Vi gives et nyt år, som vi ikke ved, hvor meget og hvor længe endnu vil stå i en virus’ tegn.
Vi sendes ind i det nye år med den korteste bibeltekst, som nogensinde læses højt i kirken. To små linjer, som kan sammenfattes i en enkelt sætning: De gav ham navnet Jesus.
Den navngivning handler om berøring. For i barnet, der blev født i stalden i Betlehem, har himmelen berørt jorden. I det barn er Gud kommet nær. Det ses af det navn, barnet får. Han skal hedde Jesus. Det navn, som betyder ’Gud frelser.’
I Jesus berører Gud jorden og os. Gud giver afkald på sin fjerne ophøjethed og kommer til os i kærlighedens skikkelse, som en kraft og kilde og en ånd og et nærvær, der berøre os helt ind i hjertets inderste sted.
Gud gør sig til én, vi kan kalde Jesus.
Gud gør sig til én, vi kan kalde far.
Gud gør sig til én, vi kan kalde kærlighed og Ånd.
Og se, den Gud, der kom som Jesus, han tager os i dag i hånden og lover os, at han vil gå med os ind i et nyt års ukendte dage.
Vi springer jo nok ind i et nyt år i aften med en skærpet opmærksomhed på, at vi ikke ved, hvad vi kan vente os, at vi ikke kender dagen i morgen, og at noget nyt og overraskende kan begynde med en flagermus på et marked og blive til en lang pandemi.. Det kan nok gøre en sjæl eller to urolig og bange.
Måske skal vi lære af de gamle, der var her før os.
Dem, der overlevede den spanske syge og den ene verdenskrig efter den anden. Som nu min morfar.
Han var født i år 1900. Han havde oplevet sit. Og hvert eneste måltid, som blev spist ved hans spisebord blev indledt med en bøn, som begyndte med ordene ”I Jesu navn”.
Jeg kan høre hans stemme for mig, er det end mere end 30 år siden, han døde.
”I Jesu navn”, mumlede han – og så var det vigtigste sagt. Som en påmindelse om, at den berøring der skete mellem himmel og jord julenat, da Guds søn trådte ind i verden, at den berøring er et løfte til os om, at han går med os ind i alle dagene, der kommer, Guds søn, Jesus, han hvis navn betyder Gud frelser. Selv når alting ramler, kan vi ikke ramle ud af Gud.
Så lad os da lære af min morfar.
Lad os i Jesu navn tage hul på det Herrens år 2021.
Må det blive et år, hvor vacciner virker.
Må det blive et år, hvor virus aftager.
Må det blive et år fuldt af samfundssind.
Må det bliver et år, hvor vi måske endda til sidst kan begynde at give hinanden hånden igen.
I Jesu navn: Godt nytår.
