Kirken er ikke helt åben som den plejer, – og derfor er der heller ikke den samme mulighed for at se nærmere på Per Kirkebys kunst i Frejlev Kirke. Men nu kan du i stedet komme på en virtuel vandring i Per Kirkebys kunst i Frejlev Kirke. Man begynder i våbenhuset og til hvert billede er knyttet en tekst. Download appen Actionbound på din telefon, scan QR-koden her og begynd.

Se mere info om hvordan her:

Frejlev Kirke 2021 Kom godt i gang

God fornøjelse!

På trods af corona-krise er lysten til at strikke har lysten ikke været mindre i det forgangne efterår, – selvom der skal sprittes, strikkes med en meters afstand og medbringes egen kaffe fra termokanden,- Vi strikker p.t. bl.a. blæksprutter til kommende babysalmesangshold. Det er så hyggeligt, at vi planlægger endnu flere strikkecafédatoer, men lige nu må vi vente på, at det bliver lidt mere sikkert igen, inden nye datoer bliver udmeldt. Christine Bjerre og Randi Dissing

En dag i december var der bisættelse i en af vores kirker. Folk kom med mundbind på. De satte sig på hver anden bænk, sådan som vi desværre er blevet alt for vant til i det forgangne år.

Jeg selv kom som en af de sidste, og jeg gik op til bænken allerforrest, hvor den nærmeste familie sad, og jeg rakte hånden frem og tog enken i hånden og hilste på hende, og det var først, da jeg slap den hånd igen, at jeg kom i tanke om, at sådan gør vi jo altså ikke mere. Uden at tænke mig om havde jeg givet et andet menneske hånden. Og her, flere uger senere, er det som om, at jeg stadig kan mærke netop det håndtryks berøring. Måske fordi det håndtryk er det eneste, som jeg har givet siden en gang i marts

Det betyder ikke, at jeg ikke har rørt ved nogen i al den tid. Jeg er heldig både at være gift med én og mor til nogen og farmor til nogen, så jeg har kroppe nok at røre ved. Sådan er det jo langt fra for alle. Nogen af os ville det være endnu mere eksotisk for at mærke en andens håndflade, end det var for mig.

At følelsen af et håndtryk er blevet sådan en sjældenhed siger noget om det år, vi nu lægger bag os.

Ingen af os kunne sidste nytårsaften i vores vildeste fantasi forestille os, hvad det var, der skulle komme til at ske i 2020 – ikke bare her hos os, men i hele verden.

Det har været et år fuld af mangel på berøring.

Det har været et år med låste kirkedøre midt i højmessetiden.

Det har været et år med hjemmeskole og hjemmearbejdspladser og med utallige møder via Zoom på skærmen.

Et år, hvor vi har været meget færre kroppe nær, end vi plejer.

Et helt igennem usædvanligt år.

Der må have været ord nok for Dansk Sprognævn at vælge imellem, da de skulle vælge det ord, der skulle være årets ord i 2020.

De kunne have valgt superspreder eller albuehilsen.

De kunne have valgt kontakttal eller smitteapp.

De kunne have valgt social boble eller mundbind.

De kunne slet og ret have valgt ordet pandemi eller håndsprit. Men det ord de valgte, det var ordet samfundssind, og det er der en egen prædiken i. For samfundssind det er det, som vi viser, når vi afkald på det, som vi selv gerne vil, til hinandens bedste.

Samfundssind er det, vi viser, når vi afstår fra berøring, selv om vi har lyst til at give hånd. Når vi bliver hjemme i stedet for at mødes. Når vi overholder retningslinjer, også når vi synes, at de ikke helt giver mening.

Der er noget håbefuldt i, at det netop er dét ord blandt alle ordene, som Sprognævnet gør til årets ord i år, for det at vise samfundssind er der brug for, at vi gør, ikke kun når coronavirus raser, men i livet i det hele taget.

Og når vi viser samfundssind, så går vi fodsporene af ham, som kom til verden julenat, og som på ottendedagen efter sin fødsel blev givet det navn, som englen bebudede Maria skulle være hans, nemlig Jesus. Det navn, som betyder ’Gud frelser’.

Et sted i Bibelen siger apostlen Paulus, at vi skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. For Jesus regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men han gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.

Det er sådan et sind, som vi opfordres til at have over for hinanden – et sind, der giver afkald på sin egen ret til bedste for den anden. Og det er ikke bare statsministeren, der appellerer til samfundssind. Bibelen gør det også. Vi skal give afkald, lyder det til os. Og afkald har vi sandelig givet. På nærvær. På fællesskab. På berøring og håndtryk.

I aften slutter et coronaår og et nyt og ukendt år begynder. Vi gives et nyt år, som vi ikke ved, hvor meget og hvor længe endnu vil stå i en virus’ tegn.

Vi sendes ind i det nye år med den korteste bibeltekst, som nogensinde læses højt i kirken. To små linjer, som kan sammenfattes i en enkelt sætning: De gav ham navnet Jesus.

Den navngivning handler  om berøring. For i barnet, der blev født i stalden i Betlehem, har himmelen berørt jorden. I det barn er Gud kommet nær. Det ses af det navn, barnet får. Han skal hedde Jesus. Det navn, som betyder ’Gud frelser.’

I Jesus berører Gud jorden og os. Gud giver afkald på sin fjerne ophøjethed og kommer til os i kærlighedens skikkelse, som en kraft og kilde og en ånd og et nærvær, der berøre os helt ind i hjertets inderste sted.

Gud gør sig til én, vi kan kalde Jesus.

Gud gør sig til én, vi kan kalde far.

Gud gør sig til én, vi kan kalde kærlighed og Ånd.

Og se, den Gud, der kom som Jesus, han tager os i dag i hånden og lover os, at han vil gå med os ind i et nyt års ukendte dage.

Vi springer jo nok ind i et nyt år i aften med en skærpet opmærksomhed på, at vi ikke ved, hvad vi kan vente os, at vi ikke kender dagen i morgen, og at noget nyt og overraskende kan begynde med en flagermus på et marked og blive til en lang pandemi.. Det kan nok gøre en sjæl eller to urolig og bange.

Måske skal vi lære af de gamle, der var her før os.

Dem, der overlevede den spanske syge og den ene verdenskrig efter den anden. Som nu min morfar.

Han var født i år 1900. Han havde oplevet sit. Og hvert eneste måltid, som blev spist ved hans spisebord blev indledt med en bøn, som begyndte med ordene ”I Jesu navn”.

Jeg kan høre hans stemme for mig, er det end mere end 30 år siden, han døde.

”I Jesu navn”, mumlede han – og så var det vigtigste sagt. Som en påmindelse om, at den berøring der skete mellem himmel og jord julenat, da Guds søn trådte ind i verden, at den berøring er et løfte til os om, at han går med os ind i alle dagene, der kommer, Guds søn, Jesus, han hvis navn betyder Gud frelser. Selv når alting ramler, kan vi ikke ramle ud af Gud.

Så lad os da lære af min morfar.

Lad os i Jesu navn tage hul på det Herrens år 2021.

Må det blive et år, hvor vacciner virker.

Må det blive et år, hvor virus aftager.

Må det blive et år fuldt af samfundssind.

Må det bliver et år, hvor vi måske endda til sidst kan begynde at give hinanden hånden igen.

I Jesu navn: Godt nytår.

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den før­ste folketælling, mens Kvirinius var stat­holder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.

                          Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hed­der Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frel­ser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

                          Og med ét var der sammen med eng­len en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

***

Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et vingeslag fra en flagermus på den ene side af kloden kan forårsage storm på den anden, og at en flagermus ikke bare er en flagermus, der kan fascinere enhver med et barnligt sind og en Batman uniform, men at dens flugt gennem luften ikke for ingenting ligner flaksende kasteknive. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at Wuhan ikke er en by i Rusland (som man ellers gik og troede), men i Kina, og at der er andre steder, man hellere vil holde ferie. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et nys ikke bare er et nys, et håndtryk ikke bare et håndtryk, et kys ikke bare et kys, men også kan være ren gift, virusinfektion og snarlig død.

Det er den mærkeligste jul i mands minde!

Hvor vi er sammen hver for sig; holder fællesmøder hver for sig, synger fællessang hver for sig; hvor sætninger, der engang gav absolut ingen mening, nu pludselig fremstår næsten helt forståelige. For det er, som vores allesammens Mette siger, “alvorligt”, “meget alvorligt”, og så tilføjer hun – fordi hun (ligesom en præst) også kender 3-tals loven – det er “meget, meget alvorligt”. Og nej, hun er endnu ikke klædt helt i sort, men … vi forstår.

Og … derfor skete det også i de dage, da vi alle havde lært et nyt sprog og forstået alvoren i ord som COVID-19 og pandemisk, podepind og testkit. Forstået, at der til ret samfundssind hører villighed til hjemmekarantæne og selvisolation, selvom det også kan føre til hjemmevold. Lært alvoren bag ord som smittetryk, superspreder og hudsult. Ja, og da også forstået, at der også kan være andre grunde end de religiøse til at bære maske; at det simpelthen er klog adfærd at gemme sit smil i et mundbind til det bliver forår; i hvert fald til det bliver forår.

Og … ja … det skete i de dage, da vi alle sad sammen – hver for sig – og hang med skuffen. Hvor den julefred, vi synger så meget om, er blevet lige en kende for fredelig, fordi den rimer for meget på kedelig, hvis man er ung; men også på bekymring og ensomhed, hvis man er gammel.

“Og … det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…”

Juleevangeliet indledes med et “og“. Ordet ”og” er så lille et ord, at man nemt hører hen over det. Men har man først bidt mærke i det, som det står der – så undseligt og underligt – i indledningen af juleevangeliet, får det en afgørende betydning for fortællingen. For med dette ”og” er det, som om juleevangeliet bindes sammen med vores verden, vores tid, vores liv

For det lyder lige nu! Som en simpel konstatering lige midt ind i tiden. Med et lille ”og” siges det, at julens budskab ikke bare foregår på et fiktivt sted og i en fiktiv tid. Det foregår også i den kendte verden, hvor byerne engang hed Nazaret og Betlehem, men hvor de nu hedder Sønderholm og Frejlev, og hvor kalenderen siger 24. december, i det Herrens corona-år 2020.

Der sker så meget i vores verden, ”og” så sker der altså også dette. Med dette lille ”og” indfinder juleevangeliet sig midt i det, der ellers sker. Det afbryder ikke vores liv, det stopper det ikke, det neglierer det heller ikke, men lander bare midt i det, lægger sig så at sige oven på det alt sammen – lige så uafvendeligt, lige så glædeligt, lige så håbefuldt, som når et barn kommer til verden og lægges i ens arme.

Med et lille bitte “og” indtager barnet og juleevangeliet vores virkelighed og verden og afslører den, som lige så smuk, som den virus, der forstørret op på en skærm, ligner en smuk nellike. Julens budskab er et smukt budskab! Det er glædeligt. Det er håbefuldt!

Og det er det, fordi julens budskab er en virus af den gode slags. Som på sin egen grundlæggende måde frasiger sig ethvert forsøg på at holde afstand, som er lige så insisterende og påtrængende som et spædbarn – eller som den kærlighed, hvis væsen det er at være helt nær og komme helt tæt på den elskede. En virus, som derfor også smitter alle så ganske voldsomt meget. Med et livsnødvendigt blik og med et uforglemmeligt sprog, hvor alt det fortvivlede og håbløse, døden og det meningsløse modsiges og trodses.

Barnet i krybben er billedet på en Gud, der vil være nær, og derfor hele tiden trænger sig på og ikke kan holde sig på afstand. Ligesom kærligheden heller ikke kan.

COVID-19 er navnet på den sygdom, man kan udvikle, hvis man smittes med den forbistrede coronavirus. 19 er et primtal, og de er som bekendt uklædeligt selvoptagede og går kun op i sig selv. Og den slags er der ikke meget liv i.

Da Gud kom til verden som et spædbarn i en krybbe i en stald i Betlehem, kaldte han i ét dermed os alle sammen ud til et liv i omsorg og kærlighed; for kun sådan omgås man spædbørn. Og et sådant liv handler om det modsatte. Og det kan som bekendt vise sig i de forskelligste former, og derfor lever vi nu på afstand af hinanden – der er langt imellem os – og det kan ikke være anderledes. Men vi gør sådan, fordi vi dybest set har omsorg for hinanden og går op i mere end os selv. Sådan at vi igennem dét, vi gør lige nu, faktisk er hinanden ganske nær.

Det er det lille juleevangelium, som vi fortæller hinanden i disse dage. Og … i tilgift får vi så også det store. At barnet i krybben også er vor frelser og herre, og at han er nær.

Jørn Skøtt Andersen, Sognepræst