PRÆDIKEN JULEDAG, 2020
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
***
Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et vingeslag fra en flagermus på den ene side af kloden kan forårsage storm på den anden, og at en flagermus ikke bare er en flagermus, der kan fascinere enhver med et barnligt sind og en Batman uniform, men at dens flugt gennem luften ikke for ingenting ligner flaksende kasteknive. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at Wuhan ikke er en by i Rusland (som man ellers gik og troede), men i Kina, og at der er andre steder, man hellere vil holde ferie. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et nys ikke bare er et nys, et håndtryk ikke bare et håndtryk, et kys ikke bare et kys, men også kan være ren gift, virusinfektion og snarlig død.
Det er den mærkeligste jul i mands minde!
Hvor vi er sammen hver for sig; holder fællesmøder hver for sig, synger fællessang hver for sig; hvor sætninger, der engang gav absolut ingen mening, nu pludselig fremstår næsten helt forståelige. For det er, som vores allesammens Mette siger, “alvorligt”, “meget alvorligt”, og så tilføjer hun – fordi hun (ligesom en præst) også kender 3-tals loven – det er “meget, meget alvorligt”. Og nej, hun er endnu ikke klædt helt i sort, men … vi forstår.
Og … derfor skete det også i de dage, da vi alle havde lært et nyt sprog og forstået alvoren i ord som COVID-19 og pandemisk, podepind og testkit. Forstået, at der til ret samfundssind hører villighed til hjemmekarantæne og selvisolation, selvom det også kan føre til hjemmevold. Lært alvoren bag ord som smittetryk, superspreder og hudsult. Ja, og da også forstået, at der også kan være andre grunde end de religiøse til at bære maske; at det simpelthen er klog adfærd at gemme sit smil i et mundbind til det bliver forår; i hvert fald til det bliver forår.
Og … ja … det skete i de dage, da vi alle sad sammen – hver for sig – og hang med skuffen. Hvor den julefred, vi synger så meget om, er blevet lige en kende for fredelig, fordi den rimer for meget på kedelig, hvis man er ung; men også på bekymring og ensomhed, hvis man er gammel.
“Og … det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…”
Juleevangeliet indledes med et “og“. Ordet ”og” er så lille et ord, at man nemt hører hen over det. Men har man først bidt mærke i det, som det står der – så undseligt og underligt – i indledningen af juleevangeliet, får det en afgørende betydning for fortællingen. For med dette ”og” er det, som om juleevangeliet bindes sammen med vores verden, vores tid, vores liv
For det lyder lige nu! Som en simpel konstatering lige midt ind i tiden. Med et lille ”og” siges det, at julens budskab ikke bare foregår på et fiktivt sted og i en fiktiv tid. Det foregår også i den kendte verden, hvor byerne engang hed Nazaret og Betlehem, men hvor de nu hedder Sønderholm og Frejlev, og hvor kalenderen siger 24. december, i det Herrens corona-år 2020.
Der sker så meget i vores verden, ”og” så sker der altså også dette. Med dette lille ”og” indfinder juleevangeliet sig midt i det, der ellers sker. Det afbryder ikke vores liv, det stopper det ikke, det neglierer det heller ikke, men lander bare midt i det, lægger sig så at sige oven på det alt sammen – lige så uafvendeligt, lige så glædeligt, lige så håbefuldt, som når et barn kommer til verden og lægges i ens arme.
Med et lille bitte “og” indtager barnet og juleevangeliet vores virkelighed og verden og afslører den, som lige så smuk, som den virus, der forstørret op på en skærm, ligner en smuk nellike. Julens budskab er et smukt budskab! Det er glædeligt. Det er håbefuldt!
Og det er det, fordi julens budskab er en virus af den gode slags. Som på sin egen grundlæggende måde frasiger sig ethvert forsøg på at holde afstand, som er lige så insisterende og påtrængende som et spædbarn – eller som den kærlighed, hvis væsen det er at være helt nær og komme helt tæt på den elskede. En virus, som derfor også smitter alle så ganske voldsomt meget. Med et livsnødvendigt blik og med et uforglemmeligt sprog, hvor alt det fortvivlede og håbløse, døden og det meningsløse modsiges og trodses.
Barnet i krybben er billedet på en Gud, der vil være nær, og derfor hele tiden trænger sig på og ikke kan holde sig på afstand. Ligesom kærligheden heller ikke kan.
COVID-19 er navnet på den sygdom, man kan udvikle, hvis man smittes med den forbistrede coronavirus. 19 er et primtal, og de er som bekendt uklædeligt selvoptagede og går kun op i sig selv. Og den slags er der ikke meget liv i.
Da Gud kom til verden som et spædbarn i en krybbe i en stald i Betlehem, kaldte han i ét dermed os alle sammen ud til et liv i omsorg og kærlighed; for kun sådan omgås man spædbørn. Og et sådant liv handler om det modsatte. Og det kan som bekendt vise sig i de forskelligste former, og derfor lever vi nu på afstand af hinanden – der er langt imellem os – og det kan ikke være anderledes. Men vi gør sådan, fordi vi dybest set har omsorg for hinanden og går op i mere end os selv. Sådan at vi igennem dét, vi gør lige nu, faktisk er hinanden ganske nær.
Det er det lille juleevangelium, som vi fortæller hinanden i disse dage. Og … i tilgift får vi så også det store. At barnet i krybben også er vor frelser og herre, og at han er nær.
Jørn Skøtt Andersen, Sognepræst
