JULEPRÆDIKEN – om at smitte med kærlighed

I Juleevangeliet er der dette mærkelige år især fire ord, som særligt springer mig i øjnene – nemlig ordene ´”hele verden” og “hele folket”. Kejseren tæller hele verden. Og englen forkynder en glæde som skal være for hele folket. Hele verden. Hele folket. Begge dele kommer lige nu så nær, fordi vi i år deler vilkår med hele verden og hele folket, når det kommer til at leve midt i en pandemi.

Vi har set, hvor lille vores klode i virkeligheden er. Vi har set, hvor hurtigt noget kan sprede sig fra kontinent til kontinent – og fra menneske til menneske, og lige nu er der vel intet sted på jorden, hvor julen er helt, som den plejer at være. Hele verden. Hele folket. Intet sted er gået fri.

Den gamle sætning om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side af kloden, det er i år blevet virkelighed for øjnene af os. Noget, der begynder i det små, kan med ét få betydning for hele verden og for hele folket.

Det begyndte med en flagermus, og det blev til en pandemi. Og nu gør det så også noget ved den jul, som er vores.

”Julen er gammel, og julen er ny. Julen er aldrig den samme”.

Sådan synger nissen Pyrus, i en julesang, som det er svært at undgå at komme til at høre, hvis man tænder sin radio i løbet af december.

Julen er aldrig den samme, lyder refrænet, og det har de fleste af os jo nok gjort os vores personlige erfaringer med. Det er ikke kun i et coronaår, at julen aldrig er den samme. Også i vores egen lille private verden, kan sommerfuglevingers bevægelse sætte orkaner i gang.

Måske var der en jul, hvor vi bar på en sorg, der var stor og ny.

Måske var der en jul, hvor kæresten ikke ville være kæreste mere.

Måske var der en jul, hvor fingrene fandt en knude et sted i kroppen, som slet ikke skulle være lige der.

Måske var der en jul, hvor nogen var sure, hvor nogen var syge, hvor nogen havde et sind, der var tungt og mørkt.

Julen er aldrig den samme og bestemt heller ikke år, hvor mange af os skal undvære nogen, vi gerne vil være sammen med – og hvor nogen vi kender, måske endda er nødt til at fejre jul bag lukkede karantænedøre, hvis de da ikke ligefrem er én af de syge og smittede, som vi hver dag på bedste folketællingsmaner holder tal på.

Julen er aldrig den samme. Og alligevel så er det sådan, og bliver det sådan, at hvad end omstændighederne for os måtte være, så bliver det jul, så er det jul.

Jul er der blevet fejret, mens verdenskrige rasede, mens forfølgelser fandt sted, mens voldsommere epidemier end den, der er vores, for hen over jorden. Ja, i hen ved to årtusinder har fejringen af barnets fødsel dengang i Betlehem fundet sted. Det, der skete dengang, skete for hele folket og for hele verden. Det skete for dem, der levede dengang, og det sker for os, der lever nu.

Julen er, at der med fødslen af barnet julenat sættes skel i tiden. I barnet i krybben trådte Gud ind i verden og ind i virkeligheden og blev en historisk person i og med Jesus. Gud sendte Jesus for at smitte os med kærlighed.

Hvis man ikke tror, at én mand kan ændre verden, så har man ikke set, hvad der kan ske, når nogen spiser en flagermus, der ikke var ordentligt tilberedt. En sommerfuglevinges bevægelse kan sætte en lavine i gang.

Julenat træder Gud mennesker nær. Det er ikke sikkert, at det forandrer verden, men det kan forundes os at opleve, at det kan forandre os. For den kærlighed, som Jesus vil smitte hele verden og hele folket med, det er en kærlighed, der bærer med på vores liv og holder os oppe og i hånden gennem tider med epidemier og gennem dage med kræftknuder og gennem måneder og uger, hvor mørket lukker sig om os.

Den fred, som englene sang om julenat, og som de forkyndte skal være for hele folket, det er den fred, der kommer af ikke at være prisgivet den skinbarlige vilkårlighed, men i stedet være forbundet tæt og nært til skaberkraften, kærlighedskraften, til det, vi kalder Gud.

Det er livsforandrende, når det gå op for en, at vi ikke skal bære os selv, men at vi må lade os bære af noget, der overgår al forstand, det, som vi kalder for Gud.

Fred – det er det ikke at skulle frelse sig selv, redde sig selv, opfinde sig selv.

Fred er det, at vi må være dem, vi er, og at det er lige netop dem, som vi er, som Gud vil smitte med kærlighed gennem Jesu komme til os.

Julen er aldrig den samme. Heller ikke i år.

Og julen er samtidig altid den samme.

Fordi det også her i det 2020. år efter barnets fødsel gælder, at Gud har sendt Jesus for at smitte dig og mig med kærlighed, så vi kan smitte videre og lade kærligheden virke her i verden.

Må det give os håb nok til at tage endnu en omgang i livet med corona.

Må det give os mod nok til at smitte løs med kærlighed og med glæde, så vi tænder lys i hinandens mørke.

Må det give os tro nok til at vove at stole på, at vi ikke skal bære os selv, men at Gud bærer med.

Julen er aldrig den samme.

Julen er altid den samme.

Den fred, som barnet i krybben kom med, den fred er for hele folket og for hele verden og for dig og for mig.

Det gælder også og ikke mindst midt i en smitsom pandemi.

Frygt ikke, lyder julens løfte til os. I dag er der født jer en frelser.

Han er Kristus, Herren.

Glædelig jul.

Lotte Lyngby, sognepræst i Sønderholm og Frejlev