3-179-36-164-473- 524

Det er en skrækkelig fortælling om de to gejstlige der går lige forbi et forslået offer, der ligger hjælpeløs i vejsiden. Den bider sig fast den fortælling. Her kan man helt tydeligt se hvordan fromme mennesker i virkeligheden først og fremmest tænker på sig selv.

Godt man ikke er from.

Nu må vi imidlertid tænke på at det der sker i denne fortælling, foregår på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Den vej var meget befærdet, det var her alle handels- karavaner kom forbi fra hele Mellemøsten på vej via Jerusalem til Nordafrika, det var ved denne vej alle de værste røverbander holdt til. Tilmed kender vi en af de banditter, der levede fedt af overfald og røverier på just den strækning. Barabbas hed han og blev ikke så længe efter den dag, hvor Jesus var i ordveksling med den lovkyndige, arresteret og sat i fængsel. Han havde taget liv og dermed ifølge jødisk lov forbrudt sit liv.

Det var en farlig vej og det var bedst at være flere, der gik den, men præsten og levitten, der var på vej enten til eller fra deres tempeltjeneste i Jerusalem havde ikke været istand til at finde nogle at slå følge med. De har givetvis haft fart på og været bange.

I Afrika er det en kendt sag blandt missionærer at man, når man kommer med sin bil, nemt kan blive udsat for trick. Man skal ikke uden videre stå ud for at hjælpe en åbenbart forkommen person, der ligger forslået i vejsiden. Inde ved vejkanten kan der nemt ligge røvere, der vil overfalde en og gøre det af med en.

Det er en kendt sag, at man ikke skal stå ud af sin bil hvis man kører gennem Harlem i USA. Det er en kendt sag at alle forældre til unge mennesker har tudet dem ørene fulde om aldrig at blande sig i, hvad der sker når de færdes om aftenen i en større by. Jeg husker endnu fra min tid som mor for store børn den pæne unge mand der blandede sig, da en anden ung mand fik tæsk og kom til at bøde derfor med sit liv.

Vi behøver altså ikke forarges over, at pæne agtværdige mennesker går lige forbi en forulykket. Vi gør det selv, og vi gør det tilmed med god grund.

Vi skal beskytte vore liv, vi skal være forsigtige med livet, for vi har fået det som en gave og skal derfor passe på det.

Så vidt så godt

Nu er det jo heller ikke almindelig adfærd og borgerlig moral det her handler om. Det handler om noget helt andet. Det spørgsmål Jesus svarer på med fortællingen om den barmhjertige samaritan lyder sådan:

”Mester hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv. ”

Det handler altså om det evige liv. og hvad vi skal gøre for at få det.

Og svaret Jesus giver er, at vi ikke kan gøre noget for at få det evige liv. Vi kan holde loven og være pæne og hjælpsomme, men det er jo bare et persillebed, hvis vi derimod ønsker at blive podet ind på selve livets træ, ved kærligheden væld i himmeriget, hvad skal vi så gøre?

Så skal vi sætte livet til, så skal vi gå ud over de grænser for almindeligt menneskeliv som findes, så skal vi opgive alt vort eget. hvem kan det?

Ja, vi kunne jo så ende som engangskristne, for vi ville sikkert få et meget kort livsforløb, for den der gør det gode bliver uvægerligt slået ihjel. Jesus blev 30 år.

Vi har skabt os et jubelgodt samfund hvor vi er en hel generation, der er vokset op i så meget velfærd, at vi er blevet gode og rigtige, aldrig har der været en generation, der var været så klog på det at have børn som vores. Vi kan bare det der. Vi forstår vore børn, vi er fortrolige med dem. Vi giver dem vide rammer, vi er sikkerhedsnet under deres vilde udenlandsture og deres små udskejelser. De kan altid komme hjem, falder de ikke til i skolen, køber vi bare en lille skole til dem, hvor det hele bliver på deres præmisser.

Vi ser med rædsel og manglende forståelse på at alle disse dejlige, forkælede børn udvikler psykiske sygdomme i en grad, så de dør af det.

Vi forstår ikke, at vi har gjort det så umuligt for dem at protesterer mod os med al vor godhed, at de må vende deres oprør mod os mod sig selv og blive selvdestruktive. De kan ikke leve med, de kan ikke overleve på, og de kan slet ikke komme forbi vores godhed og blive de mennesker de er og skal være.

Vi er som den skriftkloge, ham der stillede spørgsmålet om hvordan vi arver evigt liv. Vi ser kun det vi vel se og hører kun det, vi vil høre. Og hvordan skal vi kunne se og høre at selv vores godhed kan blive til mord.

Vi som end ikke kan se hvad vor egen godhed medfører, hvordan skal vi nogensinde kunne se Guds godhed. Måske er det endda sådan, at netop vores egen godhed skygger for vor indsigt i Guds godhed, ja det er vel igrunden sådan at vores egen godhed er det vigtigste for os. hvornår spørger I om Guds godhed, nej vi spørger ligesom den lovkyndige, hvad vi så kan gøre.

Hvad kan jeg gøre for dig? sådan vil vi helts spørge. Sådan lyder det nu om stunder i enhver forretning, men i virkeligheden er det jo kunden, der gør noget for forretningen ved at handler der, ellers gik den jo fallit.

Hvis ingen handler hos os, går vi fallit. Hvis dørklokken ikke ringer fordi ingen gider handle hos os, går vi nødvendigvis fallit.

Vi skal opsøges.

I den forstand var manden i grøften gået fallit, han var færdig.

Måske havde han været god og from, måske havde han været en røver selv, han kunne jo hedde Barabbas. Det ved vi ikke noget om. Vi ved bare at der lå han altså. Den dag vi ligger i grøften, er der ingen der spørger, om vi har været gode eller onde. Da ligger vi der og det er så det vi kan regne med.

Hvordan ender den her historie:

Barabbas havde slået manden ned og taget hans penge. Barbas var stukket af og havde ladet sit offer ligge. Som så ofte før.

Nu sad han i fængsel i Jerusalem og ventede på sin dødsstraf. Da kom der en mand forbi. Han tog Barabbas død på sig. Barbas gik fri af døden. En anden døde i hans sted. Det er også dit og mit vilkår, hvad enten vi den ene dag er som Barabbas eller vi den anden dag ligger i grøften, fordi vores egen godhed ikke slog til Så er det vores eneste redning, at ham der døde i vores sted, går forbi på vejen. Det er ham der standser op, rækker os hånden forbinder vore sår, tørre tårer bort fra vores øjne så vi kan se det vi skal se.

Da får vi at se at han har sat os ind som arvinger i sit rige. Vi kan ikke gøre en døjt for at blive arvingen. han kan. Han har gjort det. Han døde i vort sted. Amen